Annonce
Krimi2. feb. 2020

Første dødsfald af corona-virus udenfor Kina bekræftet

Det første bekræftede dødsfald af den frygtede corona-virus uden for Kina er nu blevet bekræftet
Line Frandsen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega595044_004.jpg
 Foto: MEGA
Annonce

For første gang har man nu bekræftet et dødsfald af den frygtede corona-virus uden for Kina.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge CNN.

Der er tale om en 44-årig kinesisk mand, der døde lørdag i Filippinerne.

Det 44-årige offer har været indlagt med den frygtede virus siden 25. januar i isolation.

I løbet af sin indlæggelse blev manden mere og mere svækket og udviklede en alvorlig lungebetændelse.

Også mandens partner, en 38-årig kinesisk kvinde, har været smittet med den frygtede virus.

Annonce

Manden er dog ikke blevet smittet af virusset lokalt, oplyser en repræsentant fra WHO.

Det kinesiske par kom fra Wuhan i Kina, som er det sted, hvorfra virusset udsprang.

Parret ankom til Filippinerne 21. januar og havde altså på det tidspunkt virusset i kroppen.

Parret er de eneste to bekræftede tilfælde af corona-virus i Filippinerne.

Annonce

Verdenssundhedsorganisationen har erklæret udbruddet af corona-virusset for en international sundhedskrise, og de seneste uger har virusset spredt sig som en steppebrand over det meste af verden.

Flere lande har i kølvandet på situationen stoppet flyvninger til og fra Kina, mens andre lande har indført rejseforbud for personer, der har været i Kina for nylig. Blandt de lande er også Filippinerne, hvor den 44-årige mand omkom lørdag.

Også lande som USA, Australien, Rusland, Japan, Pakistan og Italien har indført indrejseforbud.

Fredag hentede Udenrigsministeriet fire danskere hjem fra Wuhan, og man forventer, at der hentes yderligere 10 danskere hjem i dag, søndag.

Kina er det hårdest ramte land, hvor 14.380 personer er smittet med corona-virus ifølge de seneste tal fra landets sundhedsministerium.

304 personer har mistet livet i Kina som følge af virusset.

Annonce

Sponsoreret indhold