To mænd er døde i forbindelse med et flystyrt i Norge.
Det oplyser norsk politi.
Flyet styrtede ned lidt under 100 kilometer nord for Oslo ved en lufthavn ved byen Reinsvoll.
- Ulykkesstedet vil blive undersøgt af flyhavarikommissionen og politiets kriminalteknikere for at finde årsagen til flyhavariet, oplyser politiet.
Politiet skriver, at den flytype, som er styrtet ned, er en type, der ofte anvendes til luftakrobatik.
- En del pårørende var ved lufthavnen ved Reinsvoll, og flere kom til. Alle er varslet om udfaldet, skriver politidistriktet i Innlandet på det sociale medie X.
Et kommunalt kriseteam og repræsentanter fra politiet støtter og hjælper de pårørende.
Ved 20-tiden arbejdede politi, brandfolk og ambulancereddere på stedet.
Også en lægehelikopter blev kaldt til stedet.
- Vi har kontrol på stedet med de nødvendige ressourcer, og en efterforskning er iværksat, skrev politidistriktet i Innlandet.
Det var kort efter klokken 19, at politiet oplyste, at det var ved at undersøge et muligt flystyrt, da vidner havde hørt et brag.