Krimi30. marts 2021

Flere yngre mennesker dør med covid-19 i Brasilien

Over en fjerdedel af de mennesker, der dør med covid-19 i Brasilien er mellem 30 og 57 år, viser en nyere undersøgelse
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/brasilien.jpg
 Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Brasilien gennemlever lige nu sin værste periode under coronakrisen med tårnhøje smitte- og dødstal, der nærmest på daglig basis bryder triste rekorder. Det skriver jp.dk.

De brasilianske hospitaler oplever i langt højere grad end under sidste års coronabølge, at unge mennesker bliver indlagt og endda får svære sygdomsforløb.

Flere i den yngre befolkning bukker også under og dør af sygdommen, skriver Jyllandsposten.

»Vi har patienter, som er mellem 30 og 50 år, og som ellers er sunde, og det er profilen på størstedelen af vores patienter,« fortæller bl.a. den 33-årige læge dr. Pedro Archer, som arbejder på en intensivafdeling på et offentligt hospital i Rio de Janeiro.

»Det er den store forskel i den seneste bølge,« siger han til den amerikanske nyhedskanal CNN.

Over hele Brasilien bekræfter hospitaler over for flere medier, at deres sengeafsnit på intensivafdelinger er fyldt op med flere unge mennesker end nogensinde før under pandemien.

Nyhedsbureauet AFP foretog for nylig en analyse af data fra det brasilianske sundhedsministerium, som viste, at over en fjerdedel – 27 pct. – af Brasiliens covid-19-døde i de seneste tre måneder var mellem 30 og 57 år. I samme periode faldt også andelen af døde i alderen 60 år eller derover med 7 pct.

Tendensen med et stigende antal syge blandt yngre brasilianere falder sammen med, at den såkaldte P1-variant af virus, også kendt som den brasilianske variant, har spredt sig i hele landet. Den variant findes også i Danmark nu.

Sponsoreret indhold