Flere sigtelser på Tinderbox: Slog person i hovedet med flaske mindst tre gange

LÆS OGSÅ: Risiko for massivt regnskyl midt under Roskilde Festival
Torsdag blev festivalen Tinderbox skudt i gang i Odense, og allerede nu har Fyns Politi rejst flere sigtelser efter sager, der udspillede sig i Tusindårsskoven, hvor den store festival finder sted.
Det skriver TV2 Fyn.
Mediet skriver, at torsdag aften cirka klokken 21.15 gik det galt for en 36-årig mand fra Middelfart Kommune.
Manden slog angiveligt en anden person i hovedet med en flaske mindst tre gange.
En episode, der skulle have udspillet sig foran vin- og champagnebaren på pladsen.
Manden er nu blandt andet sigtet for trusler og vold mod politiet.
Sparkede og spyttede
Og det stopper ikke her.
TV2 Fyn skriver nemlig, at allerede i løbet af torsdag eftermiddag fik to unge mænd på henholdsvis 17 og 18 år klippet armbåndet uafhængig af hinanden, eftersom de havde opført sig aggressivt på Tinderbox.
De unge mænd var dog ikke tilfredse med, at de fik klippet armbånden af.
Ifølge TV2 Fyn blev den 17-årige "voldsomt udadreagerende" og begyndte at sparke og spytte mod de vagter, der ville kyle ham ud fra festivalen.
For den 18-åriges vedkommende skulle han følges ud af vagterne, efter han fik klippet armbåndet af.
Ifølge Fyns Politi blev den 18-årige her "konfronterende og udadreagerende" overfor betjentene, hvorfor han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.