Flere kvinder fundet døde i brændende hus i Norge
Fire kvinder brændt inde
SENESTE: Den fjerde af de fire kvinder blev først fundet senere på dagen
Fire kvinder er fundet døde, efter der er opstået en voldsom brand i et hus i den norske by Hamar.
Det skriver det norske medie VG.
Kvinderne er i alderen 18-19 år og kommer fra Hedmarken. De var ikke alle bosat i huset, som mandag formiddag står i flammer.
Brandvæsenet er stadig på stedet og arbejder på at få slukket branden. Der er også kriminalteknikere fra politiet på vej til stedet, skriver norske medier.
Ifølge NRK er huset totalt overtændt.
Politiet fik melding om branden kl. 05.06 mandag morgen.
Brandfolk fra flere stationer i Hedmarken deltager i slukningsarbejdet.
Nabohuset til det brændende hus har også fået varme- og røgskader, oplyser politiet.
Brandårsagen er foreløbigt ukendt.
– Det var en frygtelig trist nyhed, vi vågnede op til i Hamar i dag, siger Hamars borgmester Vigdis Stensby ifølge NRK.
Kommunen er i tæt dialog med politiet og brandvæsenet og har nedsat en krisestab.
De pårørende til afdøde er blevet underrettet.
Det nærliggende universitet i Innlandet har aflyst undervisningen mandag på grund af den voldsomme røgudvikling fra branden.