Krimi11. maj 2022

Flere kvinder forulempet: Nu er mulig blotter anholdt

En 43-årig kvinde var vaks på sin løbetur, og nu er en mulig serieblotter, der har huseret i en skov ved Aarhus, anholdt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/colourbox3855305.jpg
 Foto: Colourbox

De seneste par måneder, har tre kvinder været ud for en yderst ubehagelig oplevelse, da de gik tur i Mollerup Skov ved Risskov.

Her er kvinder blevet forfulgt af en onanerende mand, og nu ser der ud til at være gennembrud i sagen.

Ifølge døgnrapporten fra Østjyllands Politi var en vaks 43-årig kvinde, der var ude at løbe i skoven, med til at få en 26-årig mand anholdt.

Tirsdag formiddag mødte hun en mand på en grussti, og han stak hånden ned i skridtet, hvor han øjensynligt berørte sin penis.

Kvinden løb væk, og manden fulgte efter, men han satte sig ind i en bil, der holdt parkeret i nærheden.

Den forurettede kvinde fik noteret bilens nummerplade, og derfor kunne politiet anholde en 26-årig mand og sigte ham for blufærdighedskrænkelse.

Politiet er nu ved at undersøge, om den 26-årige mand har relation til de andre hændelser i Mollerup Skov.

Sponsoreret indhold