Fire studerende myrdet: Han stalkede sine ofre

Efter flere uger med frygt og forfærdelse kan borgerne nu ånde lettet op.
Politiet i Idaho har således pågrebet den gerningsmand, man mener står bag et af de mest grusomme drab i nyere tid: Drabet på fire unge studerende.

28-årige Bryan Kohberger blev anholdt hos sine forældre i Pennsylvania dagen før nytårsaften. Han er nu sigtet for at have myrdet Kaylee Goncalves, 21, Madison Mogen, 21, Ethan Chapin, 20, og Xana Kernodle, 20, med en kniv tilbage i november måned.
Mystisk færden
Politiet kom på sporet af den 28-årige kriminologistuderende, da de i sidste måned efterlyste en hvid Hyundai Elantra, der var blevet set tæt på gerningsstedet.

Den 28-årige mand ejer en hvid Hyundai Elantra. Mere uhyggeligt blev det dog, da efterforskerne begyndte at grave i hans færden omkring gerningstidspunktet.
Data fra hans mobil viste, at han var i området, da de fire unge blev myrdet. Desuden viste dataene, at Bryan Kohberger ofte havde været i området i tiden op til drabene – til trods for at han ikke har et tilhørsforhold til byen Moscow.

I stedet studerede den 28-årige mand på Washington State University, der ligger 40 minutters kørsel derfra.
Politiet mener derfor, at han stalkede sine ofre, inden han valgte at slå til i nattens mulm og mørke.
– Han er ikke dum
Noget tyder desuden på, at den 28-årige kriminologistuderende forsøgte at begå den “perfekte forbrydelse”.

En kilde fortæller således til flere amerikanske medier, at Bryan Kohberger forsøgte at sløre sine spor og derfor konsekvent bar handsker – blandt andet når han handlede – efter drabene.
– Han er ikke dum, og han har været meget påpasselig, siger kilden.

Politiet har endnu ikke udtalt sig om et muligt motiv. Tidligere har det dog været fremme, at drabene virkede særdeles planlagte.
Gerningsmanden havde efter alt at dømme stalket de fire unge den skæbnesvangre nat i november.
Efter de gik i seng, sneg han sig ind i huset på 1122 King Road – formentlig gennem en ulåst skydedør.
Herfra listede han sig op på de to øverste etager i huset, hvor de unge mennesker lå og sov.

Først stak han 21-årige Madison ihjel, mens hun lå og sov. Kort efter blev 21-årige Kaylee også myrdet med samme kniv i sin seng.
Herefter sneg gerningsmanden sig ned på etagen under og fortsatte sin blodrus. Mens kæresteparret Ethan og Xana, begge 20, lå i samme seng, blev de overfaldet og dræbt med utallige knivstik.
Herefter forsvandt morderen uset ud i mørket.
Har sikret DNA
Politiet i Moscow kaldte efterfølgende det blodige hus for et af “de værste gerningssteder”, de nogensinde havde set.

Mens det endnu ikke er lykkedes at finde kniven, har politiet efter sigende sikret DNA fra gerningsmanden, Bryan Kohberger. Nu venter så det helt store spørgsmål: Hvad var hans motiv?
Flere mener, at Bryan Kohberger forsøgte at begå “de perfekte drab” – og at han blev opstemt af dem.
Sikkert er det hvert fald, at en medstuderende noterede, at Bryan Kohberger virkede forandret efter mordene.
Hvor han før lod til at være både træt og uoplagt, var han pludselig munter og mere snaksalig.
Desuden gjorde Bryan Kohberger meget ud af at virke overlegen:
– Han ville være absolut sikker på, at vi vidste, at han var klog, fortæller hans tidligere klassekammerat Benjamin Roberts.