Krimi13. oktober 2020

Fire papegøjer stjålet: Fortvivlet ejer frygter det værste

Søndag brød tyve ind i et papegøjecenter, hvor de stjal fire jaco-papegøjer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20030928-180745-pf_16mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix/Søren Skarby

Ole Pless Schmidt har haft papegøjer i over 25 år. Men han har aldrig oplevet noget lignende.

Søndag brød tyve ind i hans papegøjecenter og stjal fire sjældne papegøjer.

Det skriver Ekstra Bladet.

- Flere papegøjer omkring buret har fået stress af indbruddet, så jeg tør ikke tænke på, hvordan de stjålne papegøjer har det, siger Ole Pless-Schmidt til avisen.

Nu frygter han for de fire papegøjers liv, da de ikke kan klare stress eller den formentlige hårde medfart, som de har fået under tyveriet.

- En ting er, at de er menneskesky, men med den måde, de er blevet taget på, så er de enten døde af stress eller helt ødelagte, fortæller han til Ekstra Bladet.

Ole Pless-Schmidt fortæller, at tyvene er gået målrettet efter fire jaco-papegøjer. De er blevet særdeles populære, da de er lette at få til tale.

Men ejeren af papegøjecenteret fortæller, at de fire jacoer ikke kan snakke, da de fire fugle er avlsdyr. De koster omkring 7000 kroner normalt, men netop disse fire fugle er ikke meget værd, lyder det fra fugleejeren.

Hvis de fire fugle skulle dukke op, bliver det desværre ikke en lykkelig slutning.

- Får jeg dem tilbage, så skal de aflives. De kan ikke komme sig fra sådan noget, siger Ole Pless-Schmidt til Ekstra Bladet.

Politiet tager imod tips fra folk, der har hørt eller set noget om tyveriet.

Sponsoreret indhold