Krimi10 timer siden (opd. 10 timer siden)

Fire mænd anholdt i Københavns Lufthavn: Havde 304.000 cigaretter i kufferter

15 kufferter var pakket til randen med ulovlige cigaretter

Fire udenlandske mænd blev for nylig stoppet i Københavns Lufthavn i et forsøg på at smugle 304.000 cigaretter ind over grænsen til Danmark.

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse. Toldstyrelsen oplyser til Ritzau, at tolderne tilbageholdte de hundredtusindvis af cigaretter onsdag den 6. august.

Sagen er overdraget til Københavns Politi, og de fire mænd, der er fra Elfenbenskysten, Cameroun og Frankrig, er varetægtsfængslet og sigtet for groft smugleri.

De fire rejsende havde 15 kufferter med sig, hvor tolderne gjorde fundet, der svarer til knap en tredjedel af, hvad der blev tilbageholdt i hele 2024.

Oveni sigtelsen risikerer de fire personer at skulle betale afgifter og bøder, der foreløbigt er vurderet til at løbe op i 2,8 millioner kroner.

Det endelige beløb vil blive beregnet og opkrævet af Skattestyrelsen.

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) kalder det et vildt fund, der understreger, vigtigheden af en effektiv toldkontrol.

Sponsoreret indhold