Krimi10. juli 2024 (opd. 10. juli 2024)

Finder stort parti narko på dansk strand

Politiet har slået til på det østlige Falster

Et "stort parti" narkotika drev tirsdag i land på en strand ved Ulslev på det østlige Falster.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Politiet specificerer i pressemeddelelsen ikke, præcis hvor meget narkotika, der er drevet i land.

I linket til pressemeddelelsen på politiets hjemmeside stod der "ca-200-kg-narkotika-paa-strand", men politiinspektør Kim Kliver vil over for Ritzau ikke bekræfte, om det er den mængde, der er fundet.

- Det har jeg ingen bemærkninger til, siger han.

Linket er efterfølgende blevet rettet, så det med de 200 kilo ikke længere fremgår.

Politiet oplyser i pressemeddelelsen heller ikke, hvilken slags narkotika der er tale om, men Kim Kliver siger til Ritzau, at der er tale om hård narkotika, og at det er den samme type, der er fundet i alle de pakker, der er drevet i land.

- Der er jo helt sikkert nogen, der mangler det her, så vores næste skridt i den her sag holder vi for os selv, siger Kim Kliver.

- Men man skal ikke være i tvivl om, at vi arbejder intenst på at finde ud af, hvem der har sendt det her, og hvem der skulle modtage det.

Sponsoreret indhold