Field's holder pressemøde om tragedien

Storcenteret Field's på Amager holder tirsdag klokken 13.00 et pressemøde om skyderierne, der kostede tre mennesker livet, og som alvorligt sårede yderligere syv personer søndag eftermiddag.
Centeret er i øjeblikket lukket i foreløbigt en uge, og når man ringer til Field's, får man at vide, at deres ledelse og medarbejdere er dybt berørte over situationen. Og at de modtager rigtig mange henvendelser.
Ved pressemødet vil talsperson for Field’s, Stine Rysgaard, være til stede. Og det såkaldte "doorstep" bliver afholdt ved indgangen til hotellet Crowne Plaza, der ligger bare 250 meter fra hovedindgangen til Field's på Arne Jacobsens Allé.
Endnu fremgår det ikke nøjagtigt hvad, der vil blive orienteret om på pressemødet.
Ung biografmedarbejder dræbt
I alt blev tre personer dræbt i Field’s søndag. Blandt ofrene er en pige og en dreng, der begge er 17 år, samt en 46-årig mand med russisk statsborgerskab, som bor i Danmark.
Den ene af ofrene var en ung medarbejder, der var på arbejde i Nordisk Film Biografen i Field's søndag.
Hertil kommer fire alvorligt sårede ofre, der blev fragtet til henholdsvis Herlev og Rigshospitalet. Her er der tale om to danske kvindelige statsborgere på 19 og 40 år, en 50-årig mandlig svensk statsborger og en kvinde på 16 år – også fra Sverige.
Mandag kunne myndighederne fortælle, at de alle er i ikke-kritisk tilstand.
Kort efter anmeldelsen om skyderiet blev en 22-årige etnisk dansk mand anholdt uden for Field’s. Han blev ved et grundlovsforhør mandag varetægtsfængslet på en lukket psykiatrisk afdeling.