Krimi6. oktober 2022

Fem personer anholdt for 100 kilo amfetamin

Tre hollændere og to danskere er blevet anholdt og sigtet for indsmugling og besiddelse af 100 kilo amfetamin
Fem personer blev onsdag anholdt og sigtet for indsmugling og besiddelse af knap 100 kilo amfetamin og 10 kilo af et endnu ukendt stof.
Fem personer blev onsdag anholdt og sigtet for indsmugling og besiddelse af knap 100 kilo amfetamin og 10 kilo af et endnu ukendt stof.
 Foto: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix

Knap 100 kilo amfetamin blev fjernet fra gadebilledet, da Københavns Politi onsdag slog til på den københavnske Vestegn.

Foruden de mange kilo amfetamin er der fundet ti kilo endnu ukendt stof.

Beslaglæggelsen skete, da politiet onsdag anholdt tre hollændere og to danskere. De bliver torsdag stillet for en dommer i Retten i Glostrup. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De tre hollændere er to kvinder på 19 og 20 år samt en 30-årig mand.

De er sigtet for indsmuglingen af den store mængde narkotika, der er kørt fra Holland over Tyskland, og som blev beslaglagt i forbindelse med anholdelserne onsdag eftermiddag. Det oplyser politiet.

De to danskere er mænd på henholdsvis 44 og 36 år. Den 44-årige dansker tilhører ifølge politiet rocker-/bandemiljøet.

De er begge sigtet for med henblik på videreoverdragelse at have modtaget og besiddet henholdsvis 34 og 41 kg amfetamin. Den 36-årige sigtes ligeledes for at have modtaget og besiddet 10 kilo af et endnu ukendt stof.

Politiet oplyser, at anholdelserne skete efter en "kort og intens efterforskning".

- Det er en stor fangst og et hårdt slag mod en gruppe, som vi mistænker for at være et kriminelt netværk, der beskæftiger sig med indsmugling og handel med narkotika.

- Nu har vi fjernet næsten 100 kilo amfetamin fra gaden, og dermed også forhindret salg for rigtig mange penge, som nu er taget ud af det kriminelle marked, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Sponsoreret indhold