KrimiI går

FCK kan ikke ånde lettet op endnu: Rodrigo Huescas kan fortsat risikere udvisning

Retten afsagde tidligere mandag dom mod FCK-stjernebacken Rodrigo Huescas, der slap med en advarsel om udvisning for vanvidskørsel - men fans af hovedstadsklubben kan ikke ånde lettet op endnu
FC Københavns Rodrigo Huescas varmer op under 3F Superliga-kampen i mesterskabsspillet mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion, søndag den 4. maj 2025.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Rodrigo Huescas kan endnu ikke ånde helt lettet op - anklagemyndigheden vil nu vurdere, om de skal anke rettens beslutning om ikke at udvise den hurtige højreback.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Vidne blev væk: Nu skal stor dansk musiker for retten - tiltalt for knivtrusler

For kort tid siden blev FCK-spilleren Rodrigo Huescas idømt 20 dages ubetinget fængsel samt en bøde på 7000 kroner.

Derudover er han blevet tildelt en advarsel om udvisning for sin hasarderede kørsel på Kalvebod Brygge 25. januar i år, hvor han blev knaldet for at køre hele 111 km/t i en byzone, hvor man som bekendt må køre 50 km/t - han havde desuden ikke et gyldigt kørekort på gerningsdagen.

En del fans af hovedstadsklubben har formentlig holdt ekstra øje med dagens udfald af retssagen, fordi den milliondyre back samtidig risikerede at blive udvist af Danmark - men de kan endnu ikke ånde helt lettet op.

Det slår Københavns Politis Anklagemyndighed fast på det sociale medie X, hvor meldingen lyder, at de nu vil vurdere, om spørgsmålet om udvisning skal ankes.

"En 21-årig mand er ved Københavns Byret blevet idømt fængsel i 20 dage samt en bøde på 7000 kroner for vanvidskørsel og kørsel uden gyldig førerret. Manden kørte den 25. januar i år 111 km/timen på Kalvebod Brygge."

"Retten har ikke fundet anledning til at udvise den dømte, men har givet en advarsel om udvisning. Anklagemyndigheden vil nu vurdere, om spørgsmålet om udvisning skal indstilles til anke," oplyser anklagemyndigheden på X.

Dermed må den hurtige mexicanske højreback og klubbens mange fans væbne sig med tålmodighed de næste 14 dage.

Anklagemyndigheden har nemlig nu fjorten dage til at beslutte, om de vil anke byrettens advarsel om udvisning til Landsretten for at få Huescas udvist af Danmark.

Kørte vanvidskørsel i leaset BMW - bil konfiskeret

Dagens dom sætter et foreløbigt punktum i den meget omtalte sag, hvor Rodrigo Huescas er fundet skyldig i at have kørt vanvidskørsel.

Den voldsomme kørsel kommer dog også til at gøre ondt på den mexicanske pengepung, for udover bøden på 7000 kroner har retten også besluttet at konfiskere den leasede BMW, som Huescas kørte i 25. januar i år.

Det fremgår af dommen, som Københavns Byret har lagt ud mandag eftermiddag.

Dermed må den hurtige tur på Kalvebod Brygge siges at have været en af de dyrere - Huescas kom nemlig kørende i en møgdyr leaset BMW 4-serie M440i Gran Coupé xDrive Steptronic.

Den er nu i statens varetægt og vil på et senere tidspunkt blive sat til salg på auktion. Salget fra den dyre bil vil gå direkte i den danske statskasse.

Den hurtige højreback har selv været ude og fortælle efter dagens dom, at han er meget ked af hele situationen.

- Jeg er oprigtigt ked af det, der er sket. Jeg ved godt, at jeg har gjort noget potentielt farligt og meget forkert. Jeg undskylder endnu engang, og jeg er virkelig ked af alle de negative konsekvenser, som dette har bragt med sig.

- Straffen kan jeg intet sige til, og jeg accepterer den fuldt ud. Jeg vil gerne sige tak til mine holdkammerater, trænere og mange andre, som har støttet mig og givet mig et klap på skulderen. Nu kigger jeg fremad og vil gøre mit for at hjælpe holdet til at opnå vores målsætninger, siger den mexicanske back til FCK.dk.

Sponsoreret indhold