Krimi24. september 2019

Forældrene afslørede 22-årig søn: Fars murersnor fældede Mias morder

I den første uge af sommerferien 2003 blev Benløseparken nord for Ringsted rammen om et af Danmarks mest bestialske barnemord. Her blev den blot 12-årige Mia Teglgaard Sprotte på brutalt vis dræbt og voldtaget. Det var morderen Steffen Kristensens egen mor og far, der var med til at fælde ham. Læs historien om et af Danmarks mest gruopvækkende drabssager lige her
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mia_og_steffen_front.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er første uge i sommerferien.

Forude venter der Mia og legekammeraterne flere ugers velfortjent ferie.

Børnene ved præcis, hvor en stor del af ferien skal bruges: Nemlig ved legepladsen Valhalla, der med sin nye svævebane er det helt store hit blandt børnene i Benløse.

Denne fredag aften, 27. juni 2003, er det da også legepladsen Valhalla, som er i Mias tanker. Klokken 19 efter aftensmaden går hun hjemmefra med ordene: ”Jeg går på Svæveren. Er hjemme klokken 22”.

Mia snupper sin røde Smith-cykel og går over til sin gode veninde Michelle for at høre, om hun vil med på legepladsen.

Veninden, som kender Mia fra både fodbold og kor, er dog lige kommet hjem fra en spejderlejr på Bornholm og er træt.

Hun takker nej, så Mia sætter selv kursen mod legepladsen, der ligger tæt på skolen.

Men den altid fornuftige og punktlige Mia vender ikke hjem som aftalt klokken 22.

Hendes mor Marianne og stedfaren Claus bliver urolige, og natten til lørdag kan de ikke længere holde uroen ud. De ringer til politiet og melder deres datter savnet.

Politiet sætter straks en eftersøgning i gang lørdag formiddag, og både venner, familie og lokale træder til for at hjælpe og lede.

Hele weekenden ledes der ængsteligt efter spor af Mia i området, men håbet om at finde hende i live lider et alvorligt knæk søndag omkring klokken 13.

Her finder en af Mias veninder fra fodboldholdet Mias røde cykel.

- Skynd jer! Cyklen ligger herinde, udbryder veninden Pernille, da hun spotter Mias cykel gemt væk i et buskads blot 150 meter fra legepladsen.

Det ligner bestemt ikke Mia at gemme sin cykel på den måde.

- Det er måske et tegn på, at vi aldrig mere ser Mia i live, lyder det grådkvalt fra en af Mias veninder.

Mias stedfar Claus har også deltaget i eftersøgningen, men må grædende hjælpes bort, da det første tegn på en forbrydelse dukker op søndag eftermiddag.

- Han var naturligvis helt knust og skulle for alt i verden ikke for tæt på. Vi ville ikke have, at han skulle se cyklen. Derfor sørgede vi for, at han blev fulgt hjem, fortæller Mias fodboldtræner Henrik Larsen dengang til Ekstra Bladet.

Også politiet er ængstelige efter fundet af Mias cykel. Man formoder, at der er sket den unge pige en forbrydelse.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mordet_paa_mia_sprotte_0.jpg

Mia Teglgaard Sprotte var en ivrig og afholdt fodboldspiller. Foto: Ritzau Scanpix

Politiet forsøger at pejle Mias mobiltelefon. Telefonen havde Mia på sig, da hun forlod hjemmet fredag aften, og den har været tændt frem til lørdag middag, hvor signalet pludselig forsvinder.

Mange – heriblandt Mias mor – har ringet adskillige gange til Mias telefon i løbet af natten og dagen. Det er måske derfor, den lørdag middag er løbet tør for strøm.

Weekendens efterforskning stopper først søndag aften ved midnat, hvor politifolkene samles i kantinen på politigården i Ringsted.

Her holder vicepolitiinspektør Jens Peter Glerup en debriefing, hvor han fortæller, at Rigspolitiets Rejsehold vil tage over, hvis Mia endnu ikke er fundet mandag morgen.

Gravede Mia ned mens familie og venner ledte efter hende

Alles værste mareridt bliver til virkelighed, tre dage efter Mia forsvandt. Mandag aften klokken 19.20 kommer politiets hunde på sporet af noget mistænkeligt i buskadset på Benløse Idrætsanlæg.

Det er tydeligt at se, at der er blevet gravet for nyligt – og politiet gør straks det fund, alle havde frygtet:

75 centimeter nede i graven ligger det delvist afklædte lig af lille Mia.

En kæmpe menneskejagt går straks i gang, mens politiet afskærmer området og sikrer alle spor på gerningsstedet. Politiet finder flere interessante og vigtige spor ved Mias grav.

De finder blandt andet en ganske særlig schweizerkniv. Den røde kniv gives kun til ansatte på en Mærsk borerig, og den er kun givet til Mærsk-folk frem til 1997. Politiet håber, at kniven kan være med til at fælde morderen.

De mener, at den er blevet brugt til at skære den grønne murersnor over, som Mia er blevet kvalt med, før at hendes lig på bestialsk vis er blevet voldtaget.

Der bliver fundet mere af den grønne murersnor ved siden af liget af Mia.

Politiet finder også en barnespade med et 14 centimeter bredt blad tæt på graven.

Det nok vigtigste bevis finder politiet også i nærheden af Mias lig. Her ligger et kondom med sædrester, som de straks sender ind til nærmere undersøgelser.

Fældet af mor og far

Politiet stemmer dørklokker i Benløseparken og taler med alle for at spore sig ind på morderen.

Det er dog morderens egne forældre, der bringer politiet på sporet af gerningsmanden.

22-årige Steffen Kristensen bor sammen med sin mor og far i Benløseparken 27. Forældrene mistænker, at deres egen søn har noget at gøre med drabet på Mia.

Deres søn var den pågældende fredag aften kommet hjem og havde ”helt usædvanligt” taget alt sit tøj af og begyndt at vaske det.

Faderen arbejder som murer, og i hjemmet ligger murersnor af samme slags, som er blevet brugt til at kvæle lille Mia.

Forældrene kan dog ikke få sig selv til at gå den tunge gang til politigården og melde deres egen søn.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mordet_paa_mia_sprotte_-_steffen_houmann_kristensen.jpg

Steffen Kristensen festede samme aften, som han havde kvalt og voldtaget Mia. Foto: Ritzau Scanpix

De beder derfor Steffen Kristensens arbejdskolleger om at påtage sig rollen som bødler, og diskret giver kollegerne oplysningerne videre til politiet.

14. juli 2003 beder politiet Steffen Kristensen om at tage med på Retsmedicinsk Institut i København for at få taget en blodprøve med henblik på en DNA-test. Han følger med uden tøven.

På køreturen frem og tilbage til Rigshospitalet sludrer Steffen Kristensen om alt fra livet i Ringsted til uddannelse. Steffen Kristensen spørger også interesseret, hvor langt politiet er i efterforskningen.

Efterforskeren bider mærke i Steffen Kristensens spørgsmål. Er det morderen selv, der spørger?

Steffen Kristensen er kendt for en række indbrud i området og har også været medlem af en af byens ”hårde bander”. Politiet kender ham dog ikke som en seksualforbryder.

Men det skal vise sig, at den 22-årige mand har pædofile tilbøjeligheder.

Politiet vælger samme dag som blodprøvetagningen at afhøre Steffen Kristensen på politigården i Ringsted.

Mens han endnu engang bliver udspurgt om sin færden på gerningstidspunktet, vælger politiet at ransage hans værelse i familiens hjem i Benløseparken.

Her gør de flere fund, der bekræfter, at den 22-årige formentlig er gerningsmanden.

De finder undertøj til småpiger og pornografiske papirfotos af voksne kvinder, der har fået påklistret børneansigter.

De finder også en kondompakke af mærket Blå Profil møjsommelig gemt væk bag et højtalerkabinet på værelset.

Det er tydeligt, at der er revet en kondomindpakning af – spørgsmålet er, om de afrevne mærker er identiske med den afrevne kondomindpakning, der blev fundet nær gerningsstedet.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mordet_paa_mia_0.jpg

Drabet chokerede hele Benløse. Mia blev begravet i dybeste stilhed lørdag den 12. juli 2003. Foto: Ritzau Scanpix

Det er op til kriminalteknisk afdeling i København at lave den endelige sammenligning, men imens vælger politiet at udnytte ventetiden og teste Steffen Kristensen.

Under afhøringen søndag den 14. juli beder de ham om at rive et stykke papir over.

- Når du har et halvt stykke, der passer fuldstændig til den afrevne halvdel, jeg lige har givet dig, så er du velkommen til at gå herfra. Så skal vi aldrig tale sammen mere, siger politimanden, der afhører ham.

Steffen Kristensen går straks i gang med at rive arkene over et ad gangen.

Efter 10 forsøg giver han op - og politiet ved, at de med al sandsynlighed har fat i deres mand.

Politiet anholder og sigter Steffen Kristensen for drabet på Mia samme aften.

Opløst i gråd fortæller han, hvordan han havde gravet et hul inde i krattet den fredag aften i juni.

Mere får efterforskerne ikke at vide den aften.

Næste dag bliver Steffen Kristensen fremstillet i et grundlovsforhør. Her indrømmer han alt og fortæller, at ”det slog klik for ham”.

Han fortæller, hvordan han havde forladt forældrenes hjem og medbragt en plasticpose og den grønne murersnor. Han ville finde en ung pige i området, han kunne voldtage.

På stien mellem Benløse Skolen og Asgaardsskolen møder han Mia, der er på vej på legepladsen. Han lægger sine hænder om hendes hals og slæber hende ind i et buskads.

Her lægger han den grønne murersnor om hendes hals og strammer til, indtil hun er død.

For at være helt sikker på, at Mia er død, slår han hende hårdt flere gange i ansigtet. Han slår hende så hårdt, at flere af hendes knogler brækker.

Herefter slæber morderen lille Mia ind i en bevoksning, hvorefter han begynder at grave hendes grav. Han graver en næsten 80 centimeter dyb grav. Inden han smider hendes lig derned, fuldbyrder han sin grusomme udåd ved at voldtage liget af Mia.

Flygter – men kommer tilbage

Steffen Kristensen smider liget af Mia i graven og begynder at kaste jord derned med den lille spade. Han opdager dog en mand med en hund, der nærmer sig, og flygter fra stedet.

Det kom efterfølgende frem, at han samme aften var taget på Roskilde Festivalen for at drikke bajere med sine venner. Vennerne fortalte efterfølgende, at de intet havde mærket på ham.

Først lørdag formiddag – mens hele Benløseparken ængsteligt ledte efter Mia – vover han sig tilbage til gerningsstedet for at sløre graven og sin ugerning.

Under grundlovsforhøret sidder Steffen Kristensen med tårerne trillede ned ad kinderne.

Flere gange ryster hele hans krop af gråd, og dommer Flemming Jørgensen må flere gange formanende bede morderen om at kigge op og tale højt og tydeligt.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mordet_paa_mia_sprotte_2.jpg

Steffen Kristensen (i korte shorts) sammen med politiet under en rekonstruktion af drabet. Foto: Ritzau Scanpix

Først da dommeren dikterer til retsbogen, at Steffen Kristensen var kommet hjem midt på mord-aftenen og begyndt at vaske tøj, kommer der liv i ham.

- Jeg vasker sørme altid selv mit tøj, lyder der nærmest overrasket fra Steffen Kristensen.

Under retssagen mod ham gentager Steffen Kristensen, at det den skæbnesvangre aften var slået klik for ham.

Han indrømmer dog, at han i flere dage havde været på udkig efter et offer, og at det også var formålet, da han forlod sit hjem den fredag aften i juni 2003.

- Hun skulle være under 16 år. Så ville det være nemmere, fortæller han i retten.

Da han havde dræbt Mia, var han ifølge sin egen forklaring ”lidt rystet”.

- Men jeg tænkte ikke over det bagefter. Men jeg var bange for at komme i fængsel. Jeg har hørt meget slemt om at sidde i fængsel, forklarer sexmorderen under retssagen mod ham.

Direkte konfronteret med spørgsmålet om, hvordan han slog Mia ihjel, siger Steffen Kristensen blot:

- Det var besværligt at slå Mia ihjel. Det så lettere ud på TV.

Den 23. april 2004 bliver Steffen Kristensen idømt lovens strengeste straf, da domsmandsretten i Ringsted på blot et kvarter enstemmigt idømmer ham forvaring på ubestemt tid.

Efterskrift:

I sommeren 2019 flyttede Steffen Houmann Kristensen fra fængslet i Herstedvester til en af Kriminalforsorgens åbne institutioner, eller som kriminalforsorgen kalder det: Pensioner.

Mia-morderens hjem er nu Kastanienborg i Hvidovre ved København.

Han har tidligere fortalt, at han hver søndag tænder et lys for Mia.

- Jeg har det ikke godt med det, jeg har lavet, fortalte Steffen Kristensen, da han i september siden mødte op i Retten i Glostrup for at overbevise dommeren om, at han er blevet et bedre menneske og nu fortjener at blive løsladt – eller i det mindste afsone under mere frie forhold, så han kan fuldføre resten af den elektrikeruddannelse, han er i gang med.

For syv år siden giftede han sig med den drabsdømte Lea Tolbøll Kvistgaard i fængslet. I dag er han single og medicinsk kastreret – det vil sige, at han siden 2015 har accepteret at modtage injektioner, der dæmper kønsdriften, samt præparater, der forhindrer ham i at snyde.

– Jeg er blevet frataget muligheden for at stifte familie, og medicinen giver mig bivirkninger, der minder om dem, kvinder i overgangsalderen får: Svedeture, søvnproblemer og synsforstyrrelser.

Steffen Houmann Kristensens argumenter for frifindelse bed dog ikke på dommeren, som afsluttede retsmødet med ordene:

– Jeg kender dig jo ikke som person, og jeg bliver nødt til at holde mig til det, som eksperterne skriver om dig. Selv om jeg nu siger nej, så lad være med at miste modet. Du har vist, at du udvikler dig i den rigtige retning. Bliv ved med det. Du skal ikke sidde for evigt.

Med flytningen til Kastanienborg er Mias morder nu tættere end nogensinde på friheden.

Sponsoreret indhold