Far tiltalt: Filmede krænkelser af børn og voldtægt af hund

En 42-årig mand fra Vinderup, der ligger nord for Holstebro, er tiltalt i en grov sag om blandt andet børnemisbrug. I alt er manden tiltalt for 54 forhold.
Retssagen startede mandag ved Retten i Holstebro, hvor manden afgav forklaring på første retsdag. Mandens forklaringer blev for meget for en af de tilhørende i retssalen og personen måtte forlade retten.
Det skriver Skive Folkeblad.
Ifølge anklageskriftet begik manden en række seksuelle overgreb mod sine to børn, en dreng og en pige, fra 2013 og frem til sin anholdelse i 2019.
Begge børn var mindreårige i perioden.
Mentalundersøgelse
Manden nægter anklagerne om voldtægt ved samleje og voldtægt ved andet seksuelt forhold med sine børn, men han har erkendt blufærdighedskrænkelse mod sine børn.
Anklageren i sagen Jakob Kjær fremlagde mandag en mentalundersøgelse af manden. Her fremgik det, at han er afhængig af porno og tænder på børn under 15 år.
Den tiltalte sagde, at der måtte være sket en misforståelse. Det fik anklageren til at spørge ham, om han tænder på mindreårige børn.
- Nej, lød svaret fra den anklagede.
Misbrugte hund
Et af sagens andre forhold drejer sig om overtrædelse af dyreværnsloven. Ifølge Skive Folkeblad er et af sagens forhold, at manden skulle have misbrugt sin hund.
Den del af sagen erkender manden. Men han kan ikke huske, om han har gjort det mere end en gang.
Det fik anklager Jakob Kjær til at vise en video for retten. Her kunne man ifølge Skive Folkeblad se, at manden ikke kun havde misbrugt sin hund en gang.
Det fik den 42-årige til at erkende, at det var sket flere gange.
Canadisk Politi
Anklageren fremviste flere videoer, hvor manden erkendte sig skyldig i blufærdighedskrænkelse. Men han nægtede forsat anklagerne om voldtægt.
Hele sagen startede i starten af 2019, hvor canadisk politi optrevlede en større pædofiliring.
Her fandt de et børnepornografiskbillede som den danske 42-årige familiefar havde delt på en social platform. Et bevis der senere har vist sig at skulle være startskuddet til et kæmpe sagskompleks mod manden.
De kontaktede deres danske kolleger med det fundne materiale. Det førte til, at politiet fik en ransagningskendelse og ransagning af mandens hjem blev udført.
Her fandt politiet en del materiale på mandens computer, der gav mistanke til, at han havde misbrugt sine børn seksuelt.
Den 42-årige mand blev varetægtsfængslet 11. april sidste år. Og han sidder stadigvæk varetægtsfængslet.
Der forventes dom i sagen i næste uge.