Krimi1. december 2019

Far fandt 5-årig livløs i bilen: - Det var bare et grufuldt uheld

En australsk far fandt i sidste uge sin blot femårige pige livløs i bilen. Søndag sov pigen så ind på hospitalet efter at have kæmpet for sit liv
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2019-12-01_kl._10.19.45.png
 (Foto: Privat)

Et australsk forældrepar er knust, efter de i dag har mistet deres femårige pige.

Pigen – Natasha Gorjup – sov stille ind på hospitalet, hvor hun har kæmpet for sit liv siden tirsdag.

Det skriver News.

Tirsdag blev den lille pige fundet livløs i familiens bil i Port Stephens i den australske delstat New South Wales.

Det var faren, der gjorde det grufulde fund omkring klokken 16.30 tirsdag eftermiddag.

Temperaturen var tårnhøj, og det formodes, at den lille pige døde som følge af hedeslag efter at have opholdt sig i bilen i et indtil videre ukendt antal timer.

Til det lokale medie The Newcastle News fortæller faderen, Aloiz Gorjup, at hans hustru havde bedt ham om at kigge til børnene den skæbnesvangre tirsdag.

- Jeg tænkte, at hvis hun ikke var i baghaven, var hun ude foran.

- Det var dér, at jeg opdagede, at bilens passagerdør stod en anelse på klem.

- Jeg plejer at låse bilen, men jeg havde ikke nøglerne, da jeg kom hjem, fortæller faderen.

Til mediet fortæller den knuste far videre, hvordan han hev sin livløse pige ud af bilen.

- Det var bare et grufuldt uheld, en ulykke.

Efterfølgende blev pigen fløjet til John Hunter Children’s Hospital, hvor hun blev lagt i medicinsk koma i håb om, at hun ville overleve.

Desværre stod hendes liv ikke til at redde, og hun sov stille ind i dag, søndag.

Temperaturen lå på svimlende 35 grader tirsdag eftermiddag, hvilket betyder, at temperaturen inde i bilen nemt kan have været faretruende 80 grader eller mere.

En undersøgelse er nu i gang for at fastslå, hvordan pigen endte i bilen, og hvor længe hun havde opholdt sig der.

Sponsoreret indhold