Krimi17. august 2023

Familiefar idømt fængsel i 11 år

Den 44-årige tilstod at have smuglet 300 kilo kokain
Dommen faldt her i Københavns Byret 
Dommen faldt her i Københavns Byret
 Foto: Ritzau Scanpix

En familiefar fra Køge straffes torsdag med fængsel i 11 år i en sag om indsmugling af 300 kilo kokain. Københavns Byrets dom falder efter den 44-åriges tilståelse.

I alt 16 mænd er dermed dømt i den usædvanlige sag om en container, som havnede hos et firma i Hedehusene 1. marts 2021. Blandt det lovlige gods var kokainen, som oprindeligt kom fra Brasilien.

Adel Taj tilstår i et kortvarigt retsmøde torsdag eftermiddag.

Han er fældet af beviser, som er fundet på en krypteret SKY telefon, som han anvendte.

Her modtog han beskeder fra den formodede bagmand i sagen, som brugte profil-navnet "El Professor".

Hans rolle var at være såkaldt aktiv mellemmand.

På grund af tilståelsen er straffen reduceret i forhold til, hvad han ellers stod til, oplyser dommeren.

Adel Taj havde udsigt til at score cirka en million kroner på sin hjælp, men han er fåmælt, når det gælder andre involverede i affæren.

På den krypterede telefon sendte "El Professor" ham fotos af såvel containeren som af de mange kilo kokain.

- Det gibbede lidt i én, fordi det var voldsomt, forklarer han, der er gift og er far til to børn.

Det var gæld efter en konkurs, som gjorde ham interesseret i at hjælpe med kriminaliteten, oplyser han.

Manden, der kaldte sig "El Professor", er efterlyst internationalt.

Optrevlingen begyndte i Bremerhaven i Tyskland. Her opdagede toldere, hvad containeren indeholdt. Stoffet blev erstattet med uskadeligt pulver, og derefter fulgte politiet diskret med under den videre transport til frihavnen i København.

I godt en uges tid deltog den 44-årige i den kriminelle operation. Blandt andet tog han fotos fra det firma i Hedehusene, som containeren skulle transporteres til.

"Det er totalt nemt", rapporterede han til bagmanden og oplyste, at der ikke var kameraer på stedet.

Han blev også bedt om at modtage en belgisk statsborger og at rekruttere personer i frihavnen, ligesom han fik til opgave at skaffe en såkaldt stash-person - altså en, der kunne opbevare kokainen.

Netop en belgier og en anden person er i en dom fra oktober sidste år blevet stemplet som bagmænd og har begge fået fængsel i 16 år. Københavns Byrets afgørelse er dog anket til landsretten.

Torsdagens dømte fortæller i retsmødet, at han altid har arbejdet. Senest i psykiatrien og på et bosted som vikar. Tidligere har han drevet en bilvask. Han modtager dommen på de 11 år.

Sponsoreret indhold