Krimi22. april 2024 (opd. 5. september 2024)

Familie har ledt hele natten efter forsvunden datter: - Det er frygteligt

Kim Thaysen er efterhånden desperat i sin søgen efter sin 18-årige forsvundne datter

Kim Thaysen har brugt hele natten til mandag på at lede efter sin 18-årige forsvundne datter.

Hun er endnu ikke fundet.

- Det har ikke været særlig rart. Vi har gået rundt i en skov og ledt efter hende, fortæller han til TV2 Østjylland.

Også Missing People har været involveret i eftersøgningen i nat.

Mandag fortsætter eftersøgningen af den 18-årige pige.

- Vi mangler stadig folk til at deltage, og så håber vi, at alle vil være opmærksomme på en pige, der ligger et sted. Det er vigtigt, siger Kim Thaysen.

Datteren forsvandt, efter hun forlod sit hjem i Videbæk i nedtrykt tilstand søndag formiddag.

- Det eneste, vi kan gøre i dag, er at lede efter hende, der hvor hun normalt går. Vi kan ikke gøre andet. Men vil vil så gerne høre fra folk, der har set hende, så vi ved, hvilken retning vi skal lede. Vi ved ikke, hvilken vej vi skal gå, om hun er i den ene eller anden ende af skoven, siger Kim Thaysen.

Datteren tog ifølge faderen bus 124 mod Silkeborg klokken 10.20. Familien har ikke fået et livstegn fra hende siden ved 12-tiden, hvor hun sendte en snapchat.

- Det er frygteligt. Det er et mareridt, og det er bare uvirkeligt, siger Kim Thaysen til TV2 Østjylland.

Hun beskrives som 165 til 170 centimeter høj, iført en grå cardigan, en hvid top, lyse jeans og mange smykker.

Sponsoreret indhold