Krimi7. februar 2024

Fakta får bøde: Formodet tyv trak kniv over for butikschef

Fakta har fået en bøde på 109.200 kroner for brud på arbejdsmiljøloven. Butikschef konfronterede formodet tyv
Episoden, som sagen omhandler, fandt sted i en Fakta-butik i Aalborg. (Arkivfoto).    
Episoden, som sagen omhandler, fandt sted i en Fakta-butik i Aalborg. (Arkivfoto).
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dagligvarebutikskæden Fakta har fået en bøde på 109.200 kroner i en sag om brud på arbejdsmiljøloven.

Det bekræfter politiet over for Ritzau.

Fakta overtrådte arbejdsmiljøloven ved ikke at have oplært en butikschef godt nok, inden den pågældende butikschef konfronterede en formodet tyv.

Sagen omhandlede en episode i en Fakta-butik i Aalborg 20. september 2021.

Her rejste butikschefen sig fra kasseområdet for at konfrontere en formodet butikstyv.

Få meter uden for indgangen blev chefen konfronteret med den formodede tyv, der var stoppet op og havde trukket en 30 centimeter lang køkkenkniv frem fra tasken.

Det nåede dog ikke at udvikle sig voldeligt, da den formodede tyv fumlede med kniven og tabte den.

Den formodede tyv rakte ud efter våbnet, men butikschefen nåede ifølge anklageskriftet at træde på kniven og sige: "Stop, du tager ikke den kniv" eller lignende, hvorefter den formodede tyv gik fra stedet. Butikschefen alarmerede derefter politiet og fulgte efter den formodede tyv.

Fakta har fået en bøde for "ikke tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion, så arbejdet med at konfrontere butikstyve i Fakta-butikken kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt", som det lød i det anklageskrift, der var blevet lavet i sagen, inden det blev besluttet, at den alligevel ikke skulle for retten.

Bøden dækker også et brud på en bekendtgørelse fra 2020 om psykisk arbejdsmiljø.

Af anklageskriftet i sagen fremgik det, at Fakta tidligere er blevet straffet for en "grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen".

Sponsoreret indhold