Krimi29. marts 2023

Fængslet: Mistænkt for muligt terrorangreb i Belgien

I alt blev otte personer arresteret i forbindelse med razziaer i landet. før den ene af dem blev løsladt

Syv personer er onsdag blevet fængslet i forbindelse med to sager om "mulige terrorangreb" i Belgien.

Det oplyser landets føderale anklagemyndighed ifølge nyhedsbureauet AFP.

Blandt de syv personer er fem belgiere samt en tyrker og en bulgarer. De er sigtet for deltagelse i en terrorgruppes aktiviteter.

Fem af dem er også blevet sigtet for "forberedelse af en terrorhandling", lyder det fra anklageren ifølge AFP.

Nyhedsbureauet skriver endvidere, at der ifølge Belgiens føderale anklagemyndighed blev foretaget razziaer af flere hjem.

De fandt sted i hovedstaden Bruxelles samt byerne Antwerpen og Eupen.

I alt blev otte personer arresteret i forbindelse med razziaerne. En af dem, som blev tilbageholdt i Antwerpen, er siden blevet løsladt.

Fængslingen af de syv personer sker i relation til to sager, som er ledet af henholdsvis det føderale politi i Bruxelles og en såkaldt undersøgelsesdommer i Antwerpen.

En undersøgelsesdommer er en juridisk dommer, der forestår efterforskningen af en straffesag.

Sponsoreret indhold