Krimi11. oktober 2023

Får lange fængselsstraffe: Smuglede 32 kg kokain ind i landet

Ud over fængselsdommen er tyskeren blevet udvist af Danmark for bestandig
De to mænd var kreative, da de ville smugle kokain ind i landet, men trods det blev de taget på fersk gerning.
De to mænd var kreative, da de ville smugle kokain ind i landet, men trods det blev de taget på fersk gerning.
 Foto: National enhed for Særlig Kriminalitet

To mænd er onsdag blevet dømt for i fællesskab at have indsmuglet 32 kilo kokain over den dansk-tyske grænse.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Der er tale om den 64-årige tysker Bassam Al-Haj og den 22-årige dansker Patrick Thianroek Contreras. De straffes med fængsel i henholdsvis 13 og 12 år.

Den 64-årige blev i starten af året observeret af politiet hele vejen fra grænsen til Amager.

Her mødtes han med den 22-årige, hvorefter de kørte videre i to biler til en adresse i Hvidovre.

Politiet anholdt de to mænd og fandt 15 kilo kokain, der var gemt i et skjult rum mellem en tyskregisteret Nissans forsæder.

Ved hjælp af tekniske beviser har NSK fastslået, at de to dømte havde indsmuglet 17 kilo kokain under en lignende kørsel i slutningen af december 2022.

Retten har konfiskeret den tyske bil, mens de dømte samlet har fået konfiskeret 23.000 kroner i udbytte.

Anklagemyndigheden havde ellers nedlagt påstand om, at mændene ud fra en skønsmæssig vurdering af udbyttet skulle have konfiskeret over 300.000.

Ud over fængselsdommen er tyskeren blevet udvist af Danmark for bestandig.

Han ankede dommen på stedet, mens danskeren har udbedt sig betænkningstid.

Sponsoreret indhold