Europol forventer øget kokainindsmugling til Europa

EU’s politiagentur, Europol, forventer, at kokainindsmugling til Europa vil fortsætte med at vokse over de næste to år på baggrund af en øget produktion i Sydamerika.
Det siger Europols direktør, Catherine De Bolle, til nyhedsbureauet dpa.
- Vi kan ikke stoppe det fuldstændig, da efterspørgslen er for stor, siger hun.
Europol peger også på, at politienhedens succes i kampen mod narkosmugling er blevet større.
I 2023 blev mere end 300 ton kokain konfiskeret.
Catherine De Bolle fortæller, at man aldrig før har haft så stor indsigt i de kriminelle narkosmuglingsorganisationer. Både når det gælder de internationale forsyningskæder og lokalt salg.
Størstedelen af kokainen, som ender i Europa, bliver smuglet fra Sydamerika ind gennem de to store havnebyer, Antwerpen i Belgien og Rotterdam i Holland.
Toldarbejderne i havnene finder oftere større mængder kokain gemt i skibscontainere.
I august i Rotterdam fandt man den største ladning til dato. Omkring 8000 kilo kokain var gemt i en container med bananer.
Belgiens indenrigsminister Annelies Verlinden fortæller i et interview med mediet Politico, at man i Belgien beslaglagde mindst 120 ton kokain i 2023, hvilket er ny rekord. I 2022 lød tallet på 110 ton og i 2021 50 ton.
Under Belgiens EU-formandskab bliver initiativet "European Port Alliance" skudt i gang den 24. januar som en del af et uformelt møde mellem EU-medlemslandenes indenrigsministre.
En del af initiativet handler om at engagere de private havne- og fragtselskaber i kampen mod narkotikaindsmugling.
Europol mener, at beslaglæggelserne blot er en brøkdel af den totale mængde indsmuglet kokain. Men ifølge Cathrine De Bolle kan det mærkes hos de kriminelle organisationer, som i et stigende antal tilfælde forsøger at få den konfiskerede kokain tilbage.