Erin Patterson tiltalt for at servere DØDELIG frokostret: Nu taler alle om én mystisk detalje

En tilsyneladende hyggelig familiefrokost tog i sommeren 2023 en både uhyggelig – og mystisk – drejning:
Alle Erin Pattersons fire gæster blev nemlig voldsomt syge, efter de havde spist hendes hjemmelavede beef wellingtontærte.
Faktisk blev gæsterne så syge, at tre døde kort efter – og den fjerde måtte akut have en ny lever.
Kort efter blev værtinden og kokken – den i dag 50-årige Erin Patterson – så tiltalt i den mystiske sag, og nu er sagen for kort tid siden gået i gang i retten i Latrobe Valley i delstaten Victoria.

Allerede på de første retsdage er der blevet fremlagt flere interessante beviser fra anklager Nanette Rogers.
Det skriver det australske medie News.
Her er der især lagt vægt på, at Erin Patterson den skæbnesvangre sommerdag 29. juli 2023 serverede sin hjemmelavede beef wellingtontærte på to forskellige tallerkner:
De fire gæster – hendes ekssvigerforældre Don og Gail Patterson samt to andre gæster, Ian Wilkinson og Heather Wilkinson – fik alle serveret den hjemmelavede ret på store, grå tallerkner, mens Erin Patterson af uforklarlige årsager valgte at servere sin egen portion på en mindre, orange tallerken.

- Jeg bemærkede, at Erin puttede sin mad på en anden tallerken. Den var farvet. Jeg undrede mig over dette, udtalte et af ofrene – Heather Wilkinson – i timerne efter.
- Er Erin løbet tør for porcelæn? Jeg undrede mig over, hvorfor hun serverede retten på en anden tallerken, tilføjede hun.
Heather Wilkinson døde dagen efter. Også Don og Gail Patterson døde, mens den fjerde frokostgæst, Ian Wilkinson, mod alle odds overlevede.
Heathers ægtemand Ian fik dog skadet sin lever så meget, at han måtte transplanteres. Han blev først udskrevet fra hospitalet i september 2023 – altså efter to måneders indlæggelse.

Gennem hele forløbet har Erin Patterson fastholdt sin uskyld – og hun nægter således at have forgiftet den beef wellingtontærte, som hun serverede for sine gæster.
I tærten, som efterfølgende blev undersøgt, fandt man dog rester af den uhyre giftige grøn fluesvamp. Erin Patterson hævder, at hun blot havde købt svampene i en lokal asiatisk butik. Under retssagens første dag fremlagde anklageren dog en anden teori:
Teledata viser tilsyneladende, at Erin Paterson flere gange besøgte områder i naturen, hvor den farlige svamp vokser.

Anklagerens teori er derfor, at Erin Patterson bevidst samlede de dødelige svampe, som hun herefter puttede i tærten, som hun så serverede for gæsterne. Erin Patterson havde – ifølge anklageren – til hensigt at slå gæsterne ihjel. Hun havde desuden til hensigt at forgifte sin eksmand Simon Patterson. Han var også inviteret til frokosten, men valgte i sidste øjeblik at aflyse.
Det er dog tidligere kommet frem, at eksmanden frygtede det værste om sin ekskone:
– Simon mistænker, at han før var blevet forgiftet af Erin. Der var tider, hvor han følte sig sløj, og det faldt ofte sammen med, når han havde tilbragt tid med hende, har en kilde tæt på eksmanden tidligere fortalt.
Retssagen ventes at fortsætte de kommende uger. Erin Patterson nægter sig skyldig i alle anklager.