Krimi2. juni 2025

Erin Patterson tiltalt for at forgifte sine frokostgæster: Nu vidner hun selv i retten

En kvinde er anklaget for at have forgiftet svigerfamilien ved at tilføje grøn fluesvamp til en beef Wellington-frokostret
Erin Patterson er tiltalt for at have forgiftet tre af sine gæster ihjel.
Erin Patterson er tiltalt for at have forgiftet tre af sine gæster ihjel.
 Foto: Paul Tyquin/Reuters/Ritzau Scanpix

En australsk kvinde, der er anklaget for at dræbe tre af sin ægtefælles familiemedlemmer, vidner mandag i Sydney.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

50-årige Erin Patterson er anklaget for at dræbe sin svigerfar, svigermor og ægtefælles søster. Derudover er hun anklaget for drabsforsøg på sin ægtefælles søsters mand.

Svigerfamilien fik et ildebefindende efter en frokost med beef Wellington serveret med kartoffelmos og grønne bønner, har vidner fremført i retten.

Svigerfaren, Donald Patterson, svigermoren, Gail Patterson, samt søsteren Heather Wilkinson og hendes mand, Ian Wilkinson, blev dagen efter måltidet indlagt på hospitalet med mavegener.

Fire dage efter var alle - undtagen Ian Wilkinson - døde.

Anklagerne i sagen mener, at Erin Patterson havde forgiftet frokosten med grøn fluesvamp, som er særdeles giftig at indtage for mennesker.

Erin Patterson nægter alle anklager og tilskriver dødsfaldene en ”forfærdelig ulykke”, skriver Reuters.

Det kom frem i retten, at Erin Patterson havde et anstrengt forhold til sin ægtefælle, som hun havde svært ved at kommunikere med.

- Vi kunne aldrig kommunikere på en måde, hvor vi begge følte os hørt og forstået, sagde Erin Patterson i retten mandag.

- I nogle måneder havde jeg følt, at min relation til den udvidede Patterson-familie, særligt Don og Gail, var blevet forværret.

Anklagerne afsluttede deres arbejde mandag efter en måned med en række beretninger fra vidner, heriblandt en svampeekspert.

Retssagen begyndte den 29. april og har fået stor medieopmærksomhed i Australien, hvilket blandt andet har affødt en podcastserie om sagen.

Det forventes, at Erin Patterson fortsætter sit vidnesbyrd i sagen tirsdag.

Sponsoreret indhold