Erin Patterson indrømmer i retten: Ja, der var giftige svampe i min frokostret

For omkring fem uger siden lød startskuddet til en af de mest opsigtsvækkende drabssager i nyere tid: Sagen om den 50-årige Erin Patterson, der ifølge anklagen forgiftede sine fire frokostgæster med en dødelig beef wellingtontærte.
Kun én af de fire gæster overlevede at spise frokosten, der blev serveret i Erin Pattersons eget hjem i Leongatha 29. juli 2023.
De seneste dage har hovedpersonen selv så afgivet forklaring i retten, og her er der kommet flere opsigtsvækkende detaljer og udtalelser frem.
Indtil nu har Erin Patterson nemlig nægtet alt – men under tirsdagens retsmøde indrømmede den 50-årige kvinde, at der var giftig grøn fluesvamp i den beef wellington, som hun serverede til sine fire gæster: Ekssvigerforældrene Don og Gail Patterson samt eksmandens tante Heather Wilkinson og hendes mand, Ian Wilkinson.
Det skriver det australske medie The Guardian.
- Anerkender du, at der må have været grøn fluesvamp i retten?, blev Erin Patterson spurgt, hvorefter hun kortfattet svarede:
- Ja, jeg gør.

Erin Patterson fastholder fortsat, at de pågældende svampe var blevet indkøbt i et asiatisk supermarked, og at hun altså derfor ikke var klar over, at der var tale om den uhyre giftige grøn fluesvamp.
Hun kan heller ikke huske det præcise supermarked, men ved, at hun indkøbte de tørrede svampe i april.
På det tidspunkt havde hun i en årrække eksperimenteret med eksotiske svampe, ligesom hun også selv var begyndt at sanke delikatessen i området.
- De smager godt, og de er meget sunde, forklarede Erin Patterson, da hun blev spurgt ind til sin svampeinteresse.
Især vilde – og eksotiske – svampe var noget, som Erin Patterson foretrak.
- De smager mere spændende. Der er mere smag i dem, forklarede Erin Patterson fra sin plads i retten.

Anklageren har dog en noget anden teori, når det kommer til den grønne fluesvamp: Anklageren mener, at hun ganske bevidst og med fuldt overlæg sankede og puttede de dødelige svampe i beef wellington-retten.
Teledata viser da også, at den 50-årige kvinde flere gange befandt sig i naturområder, hvor der netop voksede grøn fluesvamp.
Erin Patterson havde – ifølge anklageren – til hensigt at slå gæsterne ihjel. Gæsterne var hendes ekssvigerforældre Don og Gail Patterson samt eksmandens tante Heather Wilkinson og hendes mand, Ian Wilkinson.
Grøn fluesvamp
Grøn fluesvamp indeholder nogle af de mest giftige stoffer kendt i naturen – primært amatoksiner, som er meget skadelige for lever og nyrer. Mange oplever voldsomme mave-tarm-symptomer indenfor det første døgn, og det var netop også tilfældet med de fire gæster:
De fik alle opkast, diarré og voldsomme mavesmerter, ligesom deres lever blev voldsomt påvirket.
Alle fire gæster blev voldsomt syge blot et døgn efter, de havde spist frokostretten.
I løbet af de kommende dage døde både Don og Gail Patterson samt Heather Wilkinson. Kun Ian Wilkinson overlevede, efter han havde fået en levertransplantation.
Hun havde desuden til hensigt at forgifte sin eksmand Simon Patterson. Han var også inviteret til frokosten, men valgte dog at aflyse frokosten dagen forinden.

Det er dog tidligere kommet frem, at eksmanden Simon frygtede det værste om sin ekskone:
– Simon mistænker, at han var blevet forgiftet af Erin. Der var tider, hvor han følte sig sløj, og det faldt ofte sammen med, når han havde tilbragt tid med hende, har en kilde tæt på eksmanden tidligere fortalt.
Erin Patterson er dog ikke tiltalt for at have forsøgt at slå sin eksmand ihjel.
Retssagen ventes at fortsætte de kommende uger.