Annonce
Krimi2 timer siden (opd. 1 time siden)

Enke afvist: Får ikke forbud mod Bandidos-bog

Københavns Byret afviser at nedlægge forbud mod en ny bog om den afdøde Bandidos-præsident, Michael Rosenvold
Af: Ritzau
Annonce

En ny bog, som en journalist har skrevet om den afdøde præsident for rockerklubben Bandidos Michael Rosenvold, kan blive på hylderne i landets boghandler.

Mandag har en dommer ved Københavns Byret afvist at nedlægge forbud mod bogen. Det oplyser retten til Ritzau.

Det var Michael Rosenvolds enke, Nanna Rosenvold, som forsøgte at få bremset bogen, som er udkommet mandag.

Bogen, der har titlen "Kok - Bandidos-præsidenten og det forbudte broderskab", er skrevet af journalist og forfatter Camilla Marie Nielsen. Michael Rosenvold gik også under navnet "Kok".

Blandt andet på baggrund af langvarige interview med Michael Rosenvold beretter hun om hans liv i rockerverdenen. Rosenvold, der blev 57 år, var præsident for Bandidos i Europa.

Annonce

- Det ville være kommet bag på mig, hvis man kunne have stoppet en fuldstændig legitim og journalistisk redelig udgivelse på den måde, siger Olav Skaaning Andersen, der er forlagsdirektør i Impact Press - Momenta.

Han oplyser, at bogen siden mandag morgen har kunnet købes i boghandlere.

En aftale om bogudgivelsen blev indgået i august 2024. Men Rosenvold afgik ved døden 3. april i år midt under anklagemyndighedens sag mod Bandidos om opløsning af gruppen.

Annonce

Der var retsmøde om et muligt forbud fredag.

Her hævdede enkens advokat, Line Forsberg Pointinger, at forlaget Impact Presse - Momenta har krænket både ophavsretten og en aftale.

20. november skrev Nanna Rosenvold til forlaget, at hun ønskede udgivelsen standset. Det blev blandt andet begrundet med, at advokat Michael Juul Eriksen ikke som oprindeligt aftalt havde gennemlæst manuskriptet.

Annonce

Ifølge en forlagsaftale var Rosenvold medforfatter, og med udgivelsen krænkes hans - og nu enkens - ophavsret.

Samtidig er der tale om bristede forudsætninger, sagde enkens advokat i retten. Ifølge aftalen skulle præsidenten nemlig faktatjekke citater, ligesom advokaten for Bandidos som nævnt skulle tjekke manuskriptet.

Men forlagets advokat, Rasmus Vang, afviste i retten alle påstande. Bogen er ikke et fællesværk, og man kan ikke aftale sig til at opnå ophavsret. De kontrolmekanismer, som fremgår af den oprindelige aftale, kan ikke nedarves, mente advokaten.

Annonce

Retten har ifølge Berlingske, som har set kendelsen fra Københavns Byret, vurderet, at Michael Rosenvold ikke har ophavsret til bogen.

Det er forfatter Camilla Marie Nielsen, der har ophavsretten.

29. oktober i år faldt der dom i den såkaldte forbudssag mod Bandidos. Retten i Helsingør afgjorde, at rockerklubben er ulovlig, og den blev dermed opløst ved dom.

Bandidos har anket dommen, så sagen skal behandles i Østre Landsret.

Annonce

Sponsoreret indhold