
Emil var 16, da han blev taget med 27 gram kokain: Nu vil han være politibetjent

Læs også: Tidligere narkobetjent René Dahl Andersen står ved livsændrende valg: Var konen utro (link fjernet)
Emil var begyndt at hænge ud med dårligt selskab, og mens han røg hash i sin hverdag, gik weekenderne med opioider og senere kokain. Hans mor Dorte blev mere og mere bekymret for sin 16-årige søn, der begyndte at ligne en misbruger.
En aften stod han i byen med sin lånte vest på, men han vidste ikke, at det ville få store konsekvenser for ham. Den aften blev han nemlig taget af politiet og sigtet for at være i besiddelse af 27 gram kokain. Kokainen var ikke hans, men var smuglet ind i vesten.
Emil og Dortes historie er en del af den tidligere narkobetjent René Dahl Andersens nye bog "Vi er vores valg", en tekst som Dorte, hendes kæreste og Emil har tatoveret på deres krop.

René Dahl Andersen endte nemlig med at få en central rolle for at motivere Emil til at holde sig ude af sit misbrug.
Følte sig magtesløs
Politiet tog Emil med til detentionen. Her hentede Dorte ham, efter politiet midt om natten havde banket på døren for at fortælle, hvad der var sket.
- Jeg kontakter René i afmagt. Jeg synes, jeg har brug for at fortælle den her historie til nogle, som ikke er tæt på mig, og som ikke er tæt på hverken mig eller Emil, siger Dorte til SE og HØR, da vi møder hende, hendes kæreste Benjamin og Emil i Aalborg Kongres og Kultur Center, hvor Rene Dahl Andersen holdt bogrelease.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at der kom det her ud af det. Så da han lige pludselig svarede, blev jeg sådan “okay… Han hørte faktisk, at jeg havde brug for en andens ord på, hvad jeg kunne gøre ved det.”

Emil fandt senere ud af, at hans mor havde kontaktet den tidligere narkobetjent, så han gjorde det samme. Han fik René til at lave en videohilsen til Dorte.
- René sagde tak på Emils vegne, forklarer Dorte.
Herefter blev René en fast kontaktperson for familien, der kunne ringe til ham i tide og utide, hvis de havde brug for det.
- René har været en god hjælp for os alle sammen.
Vender ikke tilbage
Ifølge Emil var det jagten efter adrenalin, der fik ham ud i et misbrug.
- Jeg syntes, det var fedt at leve lidt på kanten og løbe en risiko og ja… have adrenalin i kroppen hele tiden, forklarer han.
- Jeg var i med nogle større drenge selv, så det var også for at imponere de store drenge.
I dag er Emil 17 år. Vennegruppen er skiftet ud til de gamle venner fra folkeskolen, og han har været clean i et år, mens han arbejder som elev i en slagter.
- Jeg vil gerne være politimand en dag, afslører han.
Men det er ikke det eneste. Kontakten med René Dahl Andersen har ikke bare inspireret ham til at blive betjent, men han vil også gerne fortælle sin historie til andre - og derfor sagde han ja til at være med i bogen "Vi er vores valg".
- På den måde cuttede jeg også mig selv af fra min fortid. Jeg glemmer den ikke, men jeg cutter mig af fra den. Det giver mig et ry, der gør, at jeg ikke kan skuffe folk mere og vende tilbage til min fortid, forklarer Emil.
Emil og Dortes historie kan læses i René Dahl Andersen og Pia Møller Søes nye bog "Vi er vores valg", der udkom 14. november.