Krimi2. februar 2023

Elever evakueret på københavnsk skole: Der er udbrudt brand i tagetagen

Skolen ved Søerne er ved at blive evakueret med hjælp fra politiet

Skolen ved Søerne på Frederiksberg er torsdag formiddag blevet evakueret, efter at der umiddelbart var meldinger om en brand.

Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie Twitter.

Politiet meddelte i første omgang, at skolen var ved at blive evakueret på grund af en brand i tagetagen i en af skolens bygninger.

Men efterfølgende kan politiet oplyse, at der ikke var tale om en brand, men derimod om en kraftig røgudvikling.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med hændelsen.

- Det viser sig, at der var tale om kraftig røgudvikling på skolen og ikke en brand, skriver politiet på Twitter.

- Ingen skade på bygningen og ingen tilskadekomne. Vi er til stede lidt endnu, lyder det videre.

I en besked, der er sendt til alle forældre på Aula, skrev skolen tidligt torsdag formiddag, at der er tale om personalerummet øverst oppe i skolens ene bygning på Filippavej.

Her var brandalarmen gået, lyder det i beskeden.

Det er de største børn fra 6. klasse og opefter, der går i lokalerne på Filippavej.

Børnene er blevet evakueret til fritidsklubben overfor.

Efter at brandvæsenet er kørt fra skolen, lyder det i en besked fra skolen til forældrene, at der ikke vil være undervisning for eleverne resten af dagen:

- Branden er nu slukket, og brandvæsenet er kørt fra skolen igen. Branden er opstået oppe i personalerummet, og der er derfor ikke adgang hertil.

- I hele bygningen lugter det af røg, og der vil derfor ikke være undervisning i bygningen resten af dagen, skriver skolen på Aula kort før klokken 11.

I alt går der 662 børn på Skolen ved Søerne.

Sponsoreret indhold