Krimi5. april 2024

Elever blev truet med kniv på skole i Aarhus

Politiet har anholdt fire personer, efter en episode hvor flere elever blev truet på Katrinebjergskolen
En dramatisk knivepisode fandt fredag sted på Katrinebjergskolen i Aarhus.
En dramatisk knivepisode fandt fredag sted på Katrinebjergskolen i Aarhus.
 Foto: Presse-fotos.dk

Fredag formiddag gik flere unge mænd ind på Katrinebjergskolen i Aarhus og truede med kniv.

Der er tale om fire-fem unge mænd, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

- Umiddelbart er to elever blevet truet, mens to er blevet skubbet, slået eller sparket, men ingen af dem er kommet alvorligt til skade, lyder det.

Efter episoden er fire personer blevet anholdt. Det bekræfter vicepolitiinspektør Thomas Schouby fra Østjyllands Politi over for DR.

Han siger videre, at politiet fortsat søger efter flere personer i sagen. Det er samtidig formodningen, at der er tale om en personkonflikt mellem få personer i alderen omkring 14 til 15 år.

Politiet modtog anmeldelsen fredag klokken 09.43.

Østjyllands Politi har været i tæt dialog med Katrinebjergskolen og Aarhus Kommune.

Sammen med kommunen har politiet afholdt et informationsmøde for forældre fredag eftermiddag.

Mandag kan børn og voksne få en snak med betjente ved politiets mobile politistation, som vil være at finde på skolen.

Sponsoreret indhold