Krimi13. februar 2024 (opd. 5. september 2024)

Elev truet med kniv på skole: Politi massivt til stede

Nordjyllands Politi arbejder tirsdag på en handelsskole i Aalborg

Nordjyllands Politi har siden tirsdag formiddag været til stede på Aalborg Handelsskole i Thurøgade.

Det skriver TV 2 Nord.

Mediet har fået oplyst af direktøren på Aalborg Handelsskole, Rikke Christoffersen, at en elev angiveligt er blevet truet med kniv af udefrakommende.

Bruno Brix, som er vagtchef ved Nordjyllands Politi, bekræfter også hændelsen over for Nordjyske.

- Vi er i gang med yderligere afhøringer af personer med tilknytning til episoden. Men der er ingen anholdte på nuværende tidspunkt. Vi skal lige have klarlagt forløb og årsager, siger han til mediet.

Ifølge Nordjyske mener politiet, at det kan være en uoverensstemmelse om penge.

TV 2 Nord skriver, at eleverne og personalet vil blive tilbudt krisehjælp onsdag.

Sponsoreret indhold