Eksplosion i København Nordvest: Morten Breum i samme bygning

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til kmr@sh.dk
Den danske dj Morten Breum befandt sig i nat på det helt forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han var nemlig i selv samme bygning, hvor der i nat sprang en bombe.
– Der var seriøst en bombeeksplosion to etager under, hvor jeg er i København, skriver den verdenskendte dj på Twitter efterfulgt af en bombe-emoji og en emoji der holder sig for øjnene.
For 12 timer siden delte Morten Breum en video af sig selv, der står og drikker kaffe i et lydstudie til lyden af en tung bas.
Natten til torsdag blev en café eller form for klublokale, der ligger i et etagebyggeri i Københavns Nordvestkvarter, ramt af en voldsom eksplosion.
Ingen personer kom til skade, men i caféen, som også er et klublokale, smadrede nogle ruder. Der er ikke sket skader på andre bygninger.

Københavns Politi oplyser, at sprængningen sandsynligvis var en "bevidst handling".
"Der er tale om en mindre sprængning, hvor det primært er gået ud over nogle ruder i okalet. Det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt hændelsen kan være en del af den aktuelle konflikt mellem to grupperinger i rocker-/bandemiljøet", men det er selvfølgelig noget, vi forsøger at klarlægge", siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard.
Bare 700 meter derfra sprang en bombe for en lille måned siden. Her kunne beboere i området mærke bygningen ryste og vinduerne blafre, da bomben spran ved rockergruppen Hells Angel's klubhus ved Svanevej.
Her meldte politiet ud, at de så det som et led i den aktuelle konflikt mellem HA og den forbrudte gruppering LTF.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Morten Breum, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.