Krimi24. marts 2021

Eksperter: Så længe vil mundbindet følge os

Man skal nok væbne sig med tålmodighed, hvis man ikke bryder sig om at bruge mundbind
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mundbind_4.jpg
 Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Selv om samfundet så småt er begyndt at åbne, så må man regne med, at brillerne fortsat vil dugge, og det halvsløje, måske genbrugte mundbind skal fiskes frem fra lommerne i nogen tid endnu.

TV2 har talt med et par eksperter, og professor i immunologi på Københavns Universitet, Jan Pravsgaard Christensen, mener, at mundbindet vil følge os i varierende grad resten af året.

På caféer og restauranter vil brugen af mundbind formentlig blive som i efteråret 2020 indtil alle er blevet tilbudt vaccination i juli måned.

Det vil sige, at mundbindet skal benyttes, når man står op, men ikke når man sidder ned, vurderer Pravsgaard.

Han minder om, at adgang til caféer og restauranter i en periode vil gives til personer, der ikke er vaccineret, men kun testet negativ i deres coronapas, skriver tv2.dk.

Han øjner dog muligheden for, at kravet om mundbind droppes, hvis smittetallet hen over sommeren bliver lige så lavt som i fjor.

- Er smitten lav til sommer vil man nok også gå fra et formelt krav til en anbefaling om mundbind i supermarkeder og offentlig transport, siger Pravsgaard til TV2.

Droppes et decideret krav om mundbind ved lav smitte hen over sommer, vil det ifølge Pravsgaard formentlig blive genindført fra det tidlige efterår ud fra et forsigtighedsprincip, når vejret bliver mindre gunstigt.

- Det er bedre at være på forkant, og vi skal undgå en opblussen for enhver pris ved eksempelvis nye smittende mutationer, som vaccinerne ikke er lige så effektive imod, siger han.

Sponsoreret indhold