Krimi13. marts 2022

Eftersøgning af 16-årig ved havn indstilles midlertidigt

Frederik på 16 år forsvandt efter bytur natten til lørdag. Politiet har ledt ved havnen i Helsingør
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/frederik_8.jpg
 Foto: Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi har søndag aften midlertidigt indstillet den del af eftersøgningen af 16-årige Frederik i og ved havneområderne i Helsingør. Eftersøgningen indstilles på grund af mørket og genoptages mandag, oplyser politiet på Twitter.

Drengen, som er fra Hørsholm, forlod Club Retro i Bjergegade i Helsingør klokken 03.30 natten til lørdag. Billeder fra overvågningskameraer i området har ifølge politiet vist, at han kortvarigt var i kontakt med en mand og en kvinde.

De tre fulgtes ad i retning mod Axeltorv, hvor de gik hver til sit. Politiet har efterlyst parret.

Politiet har oplyst, at der ikke er grund til at tro, at drengen skulle have været udsat for en forbrydelse.

Man har bedt borgere om at kigge efter i carporte, garager, udhuse og lignende for, om drengen kunne befinde sig der.

Søndag eftermiddag oplyste politiet, at man i forbindelse med eftersøgningen ledte ved havneområderne i Helsingør. Det er den del af eftersøgningen, som på grund af natten er indstillet.

Politiet fortsætter eftersøgningen langs den rute, som man ved, den 16-årige dreng har fulgt.

Sponsoreret indhold