Krimi17. november 2020

Efterlyser falsk bankmand: Narrede kreditkort fra ældre kvinde

En 84-årig kvinde i Tilst fik mandag besøg af en falsk Danske Bank-medarbejder, der bad om hendes kreditkort
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fqjctntxiacqihr.jpg
 Privat

Mandag eftermiddag blev en 84-årig kvinde ringet op af et hemmeligt telefonnummer. I den anden ende af røret var en mand, som præsenterede sig som ansat i Danske Bank.

Den 84-årige fik af vide, at der var hævet 15.000 kroner på sin bankkonto. Derfor havde banken sendt en mand ud til hende for at hente og spærre hendes kreditkort.

Mens telefonsamtalen stadig stod på, fik den 84-årige besøg af en mand, der fortalte, at han var fra banken og var kommet for at hente hendes kort.

Den 84-årige spurgte, om ikke kortet skulle klippes over først, men det afviste manden. Så tog han kortet og forlod den 84-åriges hus.

Den 84-årige vendte tilbage til telefonsamtalen, hvor manden i den anden ende af røret forsikrede hende om, at et nyt kort var på vej. Men der dukkede ikke noget nyt kort op.

Kvindens datter kontaktede senere banken. Hun fik af vide, at den 84-åriges konti var blevet spærret på grund af mistænkelige transaktionsforsøg på nettet.

Efterlyser nydelig mand

Østjyllands Politi efterlyser nu manden, der hentede kvindens kort. Det fremgår af politiets døgnrapport.

Manden beskrives som nydelig uden skæg, dansk af udseende, 20-25 år gammel, 170 centimeter høj, spinkel og lys i uden med kort brunt hår. Han talte dansk og var iført brun sweater og cowboybukser.

Sponsoreret indhold