Efter uhyggeligt knivangreb i tog: Ansat kæmper for sit liv

SENESTE: Nu er gerningsmanden sigtet for 11 drabsforsøg
Knivangrebet, der sent lørdag aften ramte et tog med retning mod London, har skabt rystelser i Storbritannien.
Men midt i forfærdelsen slipper der også historier ud om de mange helte, der forhindrede, at det hele gik meget værre.
Blandt dem er en af de ansatte fra togselskabet LNER.
- Han gik på arbejde for at udføre sit job, og han forlod arbejdet som en helt. Og der er mennesker, der er i live i dag på grund af hans handlinger og hans mod, siger den britiske transportminister Heidi Alexander til Sky News.
Kilder fortæller til Daily Mail, hvordan den ansatte tog kampen op imod knivmanden, da han trådte ind i vogn G.
- Han kæmpede mod denne mand, der havde en stor kniv, for at forhindre ham i at skade flere passagerer, siger kilden.
Den ansat er fortsat kritisk tilstand, men er stabil, lyder det fra ministeren.
En anden, unavngiven ældre mand skal være hoppet ind foran knivmanden, da han skulle til at stikke Maisie Harrison, som sad og lyttede til musik i sine høretelefoner.
Dawn Duke, den unge kvindes mor, har ifølge Daily Mail, hyldet ham på Facebook.
- Jeg beder for, at den heroiske mand, der sprang ind foran min datter og reddede hendes liv, kommer sig helt.
Der blev oprindeligt anholdt to mænd i forbindelse med angrebet, men den ene blev senere løsladt, så der nu kun er en 32-årig mand i politiets varetægt.
I alt 11 personer er blevet behandlet på hospitalet.