Krimi5. januar 2024

Efter store mængder vand på vejen: Motorvej er genåbnet

Vejen blev afspærret torsdag på grund af store mængder af vand på vejen – men nu kan man atter køre på den
Store mængder sne og regn har skabt kaos på motorvejene i Danmark.
Store mængder sne og regn har skabt kaos på motorvejene i Danmark.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

E47 Sydmotorvejen på Lolland, som har været spærret mellem afkørsel 48 ved Maribo og afkørsel 50 ved Rødbyhavn, er fredag aften genåbnet i begge retninger.

Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i et opslag på det sociale medie X.

Vejen blev afspærret torsdag på grund af store mængder af vand på vejen.

Derudover er vandet også fjernet fra omfartsvejen ved Nykøbing Falster og E55 ved Ønslev, oplyser Vejdirektoratets Trafikinfo på X.

Politikredsen opfordrer folk til at køre forsigtigt og efter forholdene i hele kredsen, da mange fortsat henvender sig om glatte veje.

De seneste dages nedbør og frostvejr giver fortsat trafikale udfordringer i flere dele af landet.

Politiet opfordrer i hele landet folk til at køre forsigtigt og holde god afstand.

Vejdirektoratet opfordrede fredag morgen til, at man tager tæpper, skovl og mad og drikke med, hvis man skal ud at køre.

På flere strækninger i det østjyske har en gummiged været i aktion for at fjerne hård is. Det gælder blandt andet på E45 mellem Skanderborg N og Aarhus S, oplyser Vejdirektoratet på X.

På samme motorvejsstrækning mellem Aarhus og Randers har entreprenørmaskiner gennem eftermiddagen fjernet dynger af sne, skriver Dansk Trafikinfo på X.

På Djurslandsmotorvejen bliver trafikken fredag aften ledt af afkørsel 19b ved Søften, mens Vejdirektoratet arbejder på at få trukket lastbiler fri, der har sat sig fast, oplyser Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi fraråder al unødig udkørsel.

Sponsoreret indhold