Krimi4. juli 2022

Efter masseskyderi: Mange har brug for hjælp

Mange, der overværede masseskyderiet i Field's, har søgt om hjælp
Redningspersonale iler til Field's under søndagens skudepisode.
Redningspersonale iler til Field's under søndagens skudepisode.
 Foto: Presse-fotos.dk

ver 100 personer har i løbet af søndag aften og natten til mandag haft brug for at tale med Røde Kors' rådgivere på Offerrådgivningens telefon efter en skudepisode i shoppingcenteret Field's søndag aften, hvor tre blev dræbt og fire såret af skud.

Det fortæller Mikkel Wendelboe Toft, konsulent i Nationalt Beredskab hos Røde Kors.

- De er ængstelige. Det er lange, svære samtaler, fortæller han.

- Det er folk, der har været i direkte visuel kontakt i momentet derude. Der er folk, der har haft flugtoplevelser og har måttet løbe afsted med børnene under armene eller har gemt sig i centeret. Det er store, voldsomme oplevelser.

Der var mange mennesker i centeret for at shoppe eller spise søndag aften, da en mand begyndte at skyde omkring klokken 17.30.

Mange måtte søge tilflugt i butikker eller flygte ud af centeret, hvor flere kom lettere til skade under de tumultagtige scener, har politiet oplyst.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Politiet har anholdt en 22-årig mand, som er mistænkt for skyderier og er sigtet for manddrab.

De berørte, der ringer til Offerrådgivningen, har typisk brug for at tale om, hvordan de kan komme videre, og hvordan de kommende dage typisk vil forløbe, fortæller Mikkel Wendelboe Toft.

- Man skal være opmærksom på sig selv og de reaktioner, man måtte få. For eksempel tankemylder, søvnløshed, rastløshed.

- Hvis man har været tæt på, så anbefaler vi, at man tager kontakt til politiet og Region Hovedstadens kriseberedskab, som holder til i Amagerhallen.

- Der kan være behov for en tæt opfølgning for den enkelte, men der kan også være oplysninger, der er interessante at overlevere til politiet, siger konsulenten.

Røde Kors oplyser, at 115 personer havde ringet til Offerrådgivningen tidligt mandag morgen. Heraf var der gennemført samtaler med 65, mens resten bliver ringet op på et tidspunkt.

Røde Kors har i kølvandet på skudepisoden suppleret med en hjælpelinje, hvor man kan ringe ind, hvis man for eksempel er bekymret for det, man ser i medierne eller på sociale medier.

- I sådanne situationer er det vigtigt at få talt med dem omkring en, hvis man er ængstelig. Hvis man ikke kan tale med dem, eller ikke har nogen at tale med, så kan man ringe til Røde Kors' hjælpelinje.

- Vi sidder klar til at have det, man kan kalde en bekymringssamtale, siger Mikkel Wendelboe Toft.

Sponsoreret indhold