Krimi2. april 2020

Efter ferie til Florida: Kendt overlæge død af coronavirus

Overlæge Karsten Bech er død med coronavirus. Han blev 64 år gammel
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/2020-04-02_08_27_21-tilsyn_og_raadgivning_oest_-_styrelsen_for_patientsikkerhed.png
 Foto: Styrelsen for Patientsikkerhed

Overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed Karsten Bech er død.

Han blev 64 år gammel.

Det skriver Fyens.dk, der har fået dødsfaldet bekræftet af Klaus Bech, der er bror til den kendte overlæge.

Karsten Bech afgik ved døden tirsdag aften på Rigshospitalet.

Sammen med sin kone rejste Karsten Bech til Florida på en tidlig forårsferie. For tre uger siden vendte parret retur til Danmark. Ifølge Fyens.dk blev Karsten Bech smittet på rejsen.

Ægteparret havde begge symptomer på coronavirus, da de kom hjem til Danmark. Og de valgte begge at gå i isolation i hjemmet. Da de blev testet viste det sig, at den var positiv for den smitsomme sygdom.

- Vi troede på, at det gik den rigtige vej, men det gjorde det desværre ikke, siger Klaus Bech til Fyens.dk.

Karsten Bechs kone blev rask efter otte dages sygdom.

Værre gik det for overlægen. Hans sygdomsforløb udviklede sig kritisk og han blev indlagt på Herlev Hospital.

Da hans tilstand blev værre blev han overflyttet til Rigshospitalet. Her måtte lægerne sande, at hans liv ikke stod til at redde.

Karsten Bech har tidligere været ansat på Sygehus Sønderjylland og Odense Universitetshospital.

Karsten Bech kom i modvind i det offentlige, da han som centerchef på Sygehus Sønderjyllland gik imod centerets retningslinjer og udskød vitale kontroller på flere hundrede kræftpatienter i op til fem måneder unden at orientere lægegruppen på sygehuset.

Få måneder efter stoppede han på stedet, og han skiftede job til Styrelsen for Patientsikkerhed.

I Danmark har 104 personer, der har været smittet med coronavirus, mistet livet.

Sponsoreret indhold