Krimi25. maj 2022

Efter dokumentar: Herlufsholm har anmeldt 23 episoder til politiet

Siden dokumentaren om kostskolen på TV 2 har Herlufsholm indgivet 23 anmeldelser til politiet
Flere er eleverne er blevet chikaneret i kølvandet på dokumentaren "Herlufsholms hemmeligheder".
Flere er eleverne er blevet chikaneret i kølvandet på dokumentaren "Herlufsholms hemmeligheder".
 Foto: Colourbox

Siden TV 2's dokumentar om kostskolen Herlufsholm har politiet frem til den 18. maj modtaget 36 henvendelser.

Det skriver Justitsministeriet i et svar til Folketinget. Svaret er givet på baggrund af Rigspolitiets oplysning.

Der er på nuværende tidspunkt oprettet 25 anmeldelser på baggrund af de 36 henvendelser.

- 23 af anmeldelserne er indgivet af Herlufsholm Kostskole, som i forlængelse af dokumentaren har anmeldt sig udsat for trusler på livet, lyder det i svaret til Folketinget.

De øvrige to anmeldelser handler om forhold, som minder om episoder i dokumentaren, oplyser Rigspolitiet i svaret til Folketinget.

Om de 23 sager fra Herlufsholm, alle omhandler trusler, står ikke klart. Ritzau har spurgt Rigspolitiet, hvad sagerne drejer sig om. Dette vil politiet på nuværende tidspunkt ikke uddybe.

I et andet svar uddyber Justitsministeriet antallet af sager fra kostskolen de sidste ti år.

Her lyder det, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fra den 1. januar 2012 til den 17. maj 2022 har registreret ti forhold omhandlende vold, voldtægt eller blufærdighedskrænkelser begået på skolen.

Der er registreret fem sager om vold, og fire af dem er oprettet som anmeldelser.

Politiet oplyser yderligere i folketingssvaret, at der i en af sagerne er rejst tiltale for vold.

Derudover har politikredsen registreret fire anmeldelser om voldtægt i den tiårige periode.

I en af anmeldelserne om voldtægt er der faldet en dom, som efterfølgende er anket. De tre andre anmeldelser er der ifølge svaret ikke rejst tiltale.

Sponsoreret indhold