Krimi16 timer siden

Efter dødsulykke ved jernbaneoverskæring: Politiet søger vidner

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser nu vidner, der kan have set noget ved togpåkørslen, hvor en 24-årig mand mistede livet, da han krydsede en jernbaneoverskæring i sin bil

Syd- og Sønderjyllands Politi har været i kontakt med de to personer, som man efterlyste som mulige vidner til en ulykke ved en jernbaneoverskæring i Kliplev.

Det skriver politiet på X.

Den pågældende mand og kvinde kom dog først til ulykkesstedet, efter at dødsulykken skete.

Derfor søger man fortsat personer, som har været på stedet eller har oplysninger om sagen.

Ulykken, der skete på Kådnervej syd for Aabenraa, kostede en 24-årig mand livet.

Han førte en varebil med en trailer, da varebilen stødte sammen med et tog ved en jernbaneoverskæring.

Ifølge politiet var der ingen bom ved overskæringen.

Efter ulykken er det kommet frem, at der var blevet sat en ny klokke op ved overskæringen et døgn før, at ulykken skete, da den forrige klokke var stjålet.

Banedanmark har oplyst til TV Syd, at også den nye klokke forsvandt inden ulykken.

Martin Harrow, der er Banedanmarks områdechef for kvalitet og sikkerhed, har tidligere sagt til Ritzau, at Banedanmark ikke oplever tyveri af klokker som et landsdækkende problem.

Men man har oplevet det i Sønderjylland.

Klokkerne har en metalværdi, men det er uvist, om det er den præcise årsag til, at de skulle være attraktive at stjæle.

Mandag i sidste uge lød det desuden fra Banedanmark, at man kigger på, om det er muligt at finde en løsning, som gør klokkerne sværere at stjæle.

Sponsoreret indhold