Krimi9. april 2023

Efter dødelig påkørsel i Norge: Nu skal politiet bære våben

Ifølge norsk politi skulle en 30-årig mand bevidst have kørt ind i en folkemængde. Det havde et dødeligt udfald for en 20-årig mand
(ARKIVFOTO)
(ARKIVFOTO)
 Foto: NTB

En person har mistet livet, og to er kommet lettere til skade, efter at en mand natten til søndag kørte ind i en menneskemængde i byen Steinkjer i Norge.

Det oplyser politiet ifølge det norske medie VG.

Det er en ung mand i 20'erne, der er død. Han blev fløjet på hospitalet med helikopter, men hans liv stod ikke til at redde.

Politiet fik en anmeldelse om hændelsen klokken 02.09 natten til søndag.

Kendt af politiet

En mand i 30'erne blev pågrebet nogle kilometer uden for byen i en varevogn. Han er norsk statsborger og er kendt af politiet, skriver VG.

– Personen stak af fra stedet og blev fundet igen i varebilen i en grøft kort tid efter og pågrebet.

– Det fremstår som en bevidst handling, siger operationsleder Wenche Johnsen til VG søndag formiddag.

Der er ikke noget, der ifølge politiet tyder på, at manden har været i kontakt med dem, som blev påkørt.

– Der er ingen kendt konflikt på forhånd, siger operationslederen.

Ukendt motiv

Der er mistanke om, at manden har været påvirket under kørslen. Af hvad oplyses ikke.

Den mistænke fik taget en blodprøve på sygehuset.

Norsk politi indfører på grund af hændelsen midlertidig national bevæbning, oplyser Politidirektoratet i en pressemeddelelse.

Norsk politi bærer ikke normalt våben, men det skal de altså midlertidigt nu.

– Motivet for handlingen er foreløbigt ukendt, og situationen fremstår uklar.

– Vi har derfor besluttet at indføre midlertidig national bevæbning, indtil vi har et tydeligere billede af situationen, siger politidirektør Benedicte Bjørnland i pressemeddelelsen.

Sponsoreret indhold