KrimiI går (opd. I går)

Efter "Den sorte svane": Den Uafhængige Politiklagemyndighed iværksætter efterforskning

På baggrund af de nye afsnit af TV 2s "Den sorte svane" har Den Uafhængige Politiklagemyndighed i dag besluttet at iværksætte efterforskning af politiets mulige strafbare forhold

Det skal undersøges, om politiet har begået strafbare forhold i en række episoder, som kan ses i TV 2's nye afsnit af dokumentarserien "Den sorte svane".

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) oplyser onsdag middag, at den starter en efterforskning på baggrund af de nye afsnit.

Efterforskningen omhandler "politiets mulige strafbare forhold vedrørende en række af de episoder, der fremgår af de to afsnit", lyder det.

Det fremgår ikke, hvilke konkrete episoder DUP har kig på, og Politiklagemyndigheden afviser at give yderligere oplysninger for nu på grund af efterforskningen.

Men de nye afsnit af TV 2-serien beretter blandt andet om en skjult optagelse, hvori politibetjente instruerer muldvarpen Amira Smajic i at lyve under en afhøring.

Amira Smajic er nemlig ikke bare TV 2's muldvarp i serien, hvor kriminelle afsløres. Hun er også meddeler for National enhed for Særlig Kriminalitet.

Den falske forklaring til politiet skulle angiveligt ske for at beskytte hendes rolle som meddeler.

Sagen handlede om en person tiltalt for bedrageri, der hævdede, at Amira Smajic var medskyldig.

Beskeder viser ifølge TV 2 også, at Amira Smajic stjal indholdet af en harddisk tilhørende en journalist fra TV 2 og efterfølgende aftalte at mødes med NSK til "harddiskgennemgang".

Hun fotograferede og sendte også et billede af indholdet af en journalists notesbog til sine kildeførere - altså sine kontaktpersoner i politiet.

De nye afsnit af tv-serien har også fået politikere på Christiansborg til at røre på sig.

Klokken 12.30 er Folketingets retsordførere indkaldt til møde i Justitsministeriet om sagen.

NSK's politidirektør, Lasse Boje, ønsker hverken at be- eller afkræfte et kildeforhold, skriver TV 2. Han vil heller ikke forholde sig til TV 2's "antagelser og påstande".

Han kan ikke genkende det billede, som TV 2 tegner af politiets måde at arbejde med kilder på.

Sponsoreret indhold