Krimi 27. august 2021

Efter afsløring af sex-videoer: Nu er Rasmus Paludan-sagen politianmeldt

Partileder for Stram Kurs, 39-årige Rasmus Paludan, er fredag i centrum i en sex-sag, der nu er indgivet til NC3. Organisationen er blevet bekendt med en række videoer, hvor han fortæller grove sexhistorier til børn helt ned til 13 år
Foto: Ritzau Scanpix

Fredag bekræfter organisationen Red Barnet overfor Ekstra Bladet, at de nu har meldt sagen om Rasmus Paludans aktiviteter på serveren Discord til politiet. 

Det sker, efter avisen har afsløret en række voldsomme optagelser fra Stram Kurs-politikerens profil på chatforummet. 

Det er Nationalt Cyber Crime Center - også kaldet NC3 – som anmeldelsen er sendt til.

Intime sex-snakke

Paludan startede på Discord-serveren, efter hans Youtube-konto blev fjernet i februar 2020, og her er det ikke kun politiske diskussioner, der er i fokus.

Tværtimod fører den politiske leder stærkt intime sex-snakke med blandt andet børn, der siger, de er ned til 13 år, opdigter sex-historier med de involverede mindreårige og viser grænseoverskridende billedmateriale. 

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Rasmus Paludan er selv i et facebookopslag ude og forsvare sig.

Her lyder hans egen forklaring, at han ikke har været klar over, hvor gamle børnene på Discord-serveren har været, mens han har læst en sex-novelle højt.

Se hans forsvar her: 

- Hvis jeg har ytret seksuelt indhold, så har det været i kanaler, der er beregnet til folk på 15 år eller over. Kanaler, hvor seksuelle handlinger kan ytres frit, forudsætter, at brugeren har oplyst, at vedkommende er fyldt 15 år, skriver han.

Hos Red Barnet understreger man, at det er sagen og de krænkelser, man vurderer er strafbare, der er meldt til politiet, og ikke Rasmus Paludan som person.

- Red Barnet kan bekræfte, at organisationen har indgivet politianmeldelse i sagen. Red Barnet er blevet gjort bekendt med dele af det materiale, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, og har vurderet, at noget af indholdet kan være ulovligt og blufærdighedskrænkende, lyder det fra børneorganisationen.

Sponsoreret indhold