Ebbe Preisler efter Marianns død: Nu må jeg leve færdig

LÆS OGSÅ: Derfor tog de ikke pillerne sammen

Årh nej, det var det, der ikke måtte ske.

Sådan tænkte Ebbe Preisler, da han vågnede på hospitalet 27. december ved lyden af en begejstret sygeplejerske, der var lettet over, at han slog øjnene op.

– Jeg var ikke glad. I et splitsekund kunne jeg se, at det betød mange år for mig endnu, siger han.

Det sidste, han huskede, var, at han lagde sig til at sove i sin seng med visheden om, at livet nu var slut. Hvad han ikke vidste var, at hans og Marianns datter, Louise, tilfældigvis var vågen, da han sendte sin afskedsmail af sted. .

– Hun læste den og ringede til sin storebror, der var i Liseleje. Hun tog sin cykel og skyndte sig ud på plejehjemmet. Hun var henne og sige farvel til Mariann, der stadig var lun, fortæller Ebbe.

Derefter skynder hun sig videre til sin far.

– Hun fandt mig, lagde sig op til mig og klappede mig på håret. Hun vidste, hvad jeg var i gang med. Så kom vores søn, hans kone og min datters mand, så de var her alle fire, fortæller Ebbe, som har fået det genfortalt.

Tilbage til livet

På bordet lå hans og Marianns testamente, hvor de havde skrevet, at de ikke ønsker at leve for enhver pris. Alle fire var indstillet på at respektere deres beslutning, men så kom politi og ambulance, som plejehjemspersonalet havde alarmeret.

– De kastede sig over mig og begyndte på det, de er uddannet til. Vores børn spurgte, om de ikke ville være søde at lade mig være, men det måtte de ikke. De havde pligt til at stabilisere mig, forklarer Ebbe.

Det lykkedes, og på sygehuset gik det langsomt op for Ebbe, at der sad to betjente på hans stue for at passe på ham.

– Så kom der en mand, som var min beskikkede forsvarer, og så begyndte ordet drab at dukke op. Det havde jeg slet ikke forestillet mig. Det var fuldstændig surrealistisk, lyder det.

14 dage i Vestre Fængsel

To dage senere kom han for en dommer og blev varetægtsfængslet i Vestre Fængsels sygeafdeling i 14 dage.

– Jeg var låst inde 23 timer i døgnet i en celle på 14 kvadratmeter. Jeg blev taget imod af søde mennesker. Der var fin stemning. Jeg var ikke utryg, og vi var på gårdtur en time om dagen.

På en gårdtur spurgte en af de andre fanger, om han spillede skak, og han og Ebbe fik efterfølgende lov at mødes og spille skak om eftermiddagen.

Neonlyset i loftet frustrerede ham – og den lange ventetid, når han skulle på toilettet.

– Jeg vidste, at det, der skulle redde mig, var at læse.

– Jeg havde en taske med med bøger, men jeg måtte ikke få den udleveret. Den var sat i depot. Jeg så en hylde med en bog – det var biblen, så hvis ikke det kunne være andet, så måtte jeg læse biblen, siger Ebbe, der udfyldte en blanket for at få bøger udleveret fra fængslets bibliotek.

– Der gik to dage, før der kom noget ud af det. Så den eneste livlinje var et lille fjernsyn med pænt mange kanaler.

10. januar kom Ebbe Preisler atter for en dommer, som skulle tage stilling til, om varetægtsfængslingen skulle forlænges. Dommeren valgte at løslade ham, men anklageren ankede til Landsretten.

Halvanden dag senere besluttede Landsretten også at løslade ham. Og Ebbe blev som en fri mand kørt direkte til Lindevang Kirke på Frederiksberg, hvor Mariann skulle begraves.

Savnet er svært

Her to måneder efter ved Ebbe endnu ikke, hvordan sagen ender, eller hvornår den kommer for retten. Men han tager den med ro.

– Hvis jeg kunne mærke, at jeg kunne blive dømt til rigtigt fængsel, så ville jeg være bange og skynde mig ind og købe nye piller.

– Men jeg tror kun, det bliver en betinget dom, så det er jeg ikke bekymret for, siger Ebbe.

Forårets blomster begynder at pippe op, og det samme gør Ebbes livsevne, selv om han stadig er irriteret over, at han blev vækket til live.

– Jeg synes ikke, det skulle være gjort. Min vilje var klar og skulle respekteres. Men nu må jeg leve færdig. I dette samfund har vi pligt til at leve, er det ikke absurd?, spørger Ebbe.

– Jeg har været igennem en periode, hvor jeg virkelig skulle slås for at synes, at jeg havde noget at stå op til. Det var ikke fordi, jeg var i tvivl, om jeg ville blive ved med at være her, men jeg havde det mismodigt og tungsindigt.

– Jeg har været sammen med Mariann i 55 år, så jeg savner hende, lyder det fra Ebbe, som dog ikke har planer om at drage til Vesterbro lige nu efter en ny portion metadon.

– Efter alle de mange ting, der skete, blev jeg opfordret til at skrive en bog, og det er jeg så begyndt på nu, og det er rart at beskæftige sig med, siger Ebbe Preisler, som i sit arbejdsliv har arbejdet med at lave film og også står bag nogle andre bøger.