Dronning Mary på hemmelig rejse til Nigeria: PET frygtede for hendes liv

LÆS OGSÅ: Tæt på kongehuset: Får vild gave til 102 millioner kroner
Mellem 24. og 25. juni rejste Danmarks dronning Mary til det afrikanske land Nigeria.
Det gjorde hun til fordel for den globale udvikling inden for mødredødelighed, som hun har sat fokus på med det storstilede initiativ "10 million Safer Births".
Men selv om dronningen rejste derned i en god sags tjeneste, var der som altid maksimalt fokus fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) på sikkerheden under turen.
Udenrigsministeriet har da også frarådet alle ikke-nødvendige rejser til landet igennem en årrække - blandt andet på grund af terrororganisationerne Boko Haram og Islamisk Stat, der opererer i landet.
Blot to uger inden dronningens rejse blev 200 kristne henrettet af jihadister i byen Yelwata - tre timers kørsel fra Ajuba, hvor dronningen blandt andet boede under sit ophold i landet.

DSB-magasinet Ud og Se har lavet en reportage fra turen, hvor en af deres journalister har fået et unikt indblik i de store sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med rejsen til det krigshærgede land.
Her fortæller de, hvordan PET havde forberedt turen i seks uger, ligesom livvagter var taget til Nigeria en hel uge før for at sikre sig, at alt var i orden.
Og så var det ifølge Ud og Se yderst vigtigt, at dronning Marys tur til det afrikanske kontinent blev holdt hemmeligt, hvorfor Nigeria blev til "Land X" i alt korrespondance om turen.
Dronning Mary hedder da også udelukkende "VVIP - Very, very important person" i det officielle presseprogram.
Journalisten fra magasinet fik blandt andet udleveret en såkaldt glowstick af en PET-agent, hvor beskeden var lettere skræmmende.
"Vi skulle knække pinden ved strømsvigt eller angreb på vores hotel, det næsten 700 værelser store Transcorp Hilton. I tilfælde af sidstnævnte må vi ikke vi ikke åbne dørene for andre end PET,".
- I kan kende os på, at vi taler dansk, sagde en af PET-agenterne med et skævt smil til journalisten fra Ud og Se.