Dronepilot filmede liget af Emilie Meng uden at vide det
LÆS OGSÅ: Gik tur med datteren: Der lå en knogle
Hun blev først fundet juleaftensdag 2016 – et halvt år efter hun forsvandt.
Mandag kom det dog frem, at liget af Emilie Meng – ved et tilfælde – blev fanget på video allerede i oktober måned. Altså to måneder før hun blev fundet af en forbipasserende.
Det var en privat dronepilot, der uden at vide det lavede droneoptagelsen 23. oktober 2016.
Her var personen ude og teste sin drone over søerne i Regnemarks Bakke.
I retten kom det frem, at personen havde lavet en fem minutter lang optagelse i området – og hvis man ved det, kan man altså se liget af Emilie Meng i vandet.

Det var dog først, da en privatperson gik tur i området to måneder senere, juleaftensdag, at Emilie Meng blev fundet. Dette vidne – en kvinde – indtog også vidneskranken, da retssagen mod den tiltalte i sagen – 33-årige Philip Westh – fortsatte mandag i Retten i Næstved.
Vidnet fortalte, at hun den pågældende dag gik tur med sin mand og sin datter i området. På et tidspunkt opdager kvinden, at der ligger en knogle på jorden.
– Jeg siger så til min datter, "gad vide, hvad det er for et dyr", lød det stille og roligt fra vidnet.
Herefter forklarede hun, hvordan hun fik andre tanker, da hun kom tættere på knoglen.
– Jeg får så øje på, at der ligger et ben – et menneskeben.

Kvinden slog herefter alarm, og politiet ankom til stedet. Kort efter kunne politiet bekræfte, at man havde fundet liget af en ung kvinde. Det viste sig altså at være liget af 17-årige Emilie Meng.
Philip Westh nægter sig skyldig i alle anklager vedrørende drabet på Emilie Meng. Han nægter desuden at have forsøgt at kidnappe og voldtage en 15-årig efterskoleelev. Han har dog erkendt dele af tiltalen, der vedrører kidnapningen af en 13-årige skolepige ved Kirkerup på Sjælland.
I dag er dag otte i retssagen. Der ventes at falde dom 28. juni.