Krimi16. december 2021

Drenge redder kvinde ud af brændende hus

To store drenge på henholdsvis 16 og 17 år reddede tirsdag en kvinde i 60'erne ud af et brændende hus i Ringsted. De to unge mænd er nu indstillet til en dusør for deres helteindsats
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210217-142052-2-1920x1280we.jpg
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

'Ungdommen nu til dags.'... Er heldigvis ikke altid bare uopdragne og dovne.

Det beviste to drenge på 16 og 17 år tirsdag i Ringsted, hvor de handlede resolut og reddede en kvinde i 60'erne ud af sit brændende rækkehus.

Det fremgår af Midt- og Vestsjælland politis døgnrapport.

De to unge mænd slog alarm klokken 17.13 tirsdag, da de havde set, at det brændte i et rækkehus på Amstue Allé i Ringsted.

Et orange skær og en brændende juledekoration fik drengenes opmærksomhed, og herefter handlede de beslutsomt.

De forsøgte i første omgang at banke på ruden, men da de ikke fik kontakt til nogen i huset, løb de om til hoveddøren, hvor de fik kontakt til en kvinde i 60'erne, der sad i kørestol.

På trods af at huset var fyldt med røg, lykkedes det de to store drenge at få reddet kvinden ud af huset.

Politi, brandvæsen og ambulance kom kort tid efter til stedet, og det lykkedes hurtigt at få slukket branden inden den forårsagede større skader på huset.

Kvinden blev efterfølgende kørt til sygehuset til observation for røgforgiftning, men hun var ikke kommet noget alvorligt til.

De to drenge på 16 og 17 år indstilles nu til en dusør for deres helteindsats, der formentlig reddede kvindens liv.

Sponsoreret indhold