Krimi13. februar 2024

Drenge og piger tæsker hinanden og deler det på sladregrupper

Ulovlige billeder og videoer af børn og unge deles i grupper på de sociale medier. Det har fået Børns Vilkår til at anmelde dem til Fyns Politi
Fyns Politi har på deres Facebook-side delt et opråb til forældre om sladdergrupperne.
Fyns Politi har på deres Facebook-side delt et opråb til forældre om sladdergrupperne.

Intime billeder, vold, slåskampe og våben deles i flæng i en såkaldt Telegram-chatgruppe, hvor primært børn og unge optræder på billedmaterialet, skriver TV 2 Fyn.

Fyns Politi har på deres Facebook-side delt et opråb til forældre om disse sladdergrupper. De opfordrer til, at man snakker med sine børn og unge om, hvad man ser på, deler og er en del af.

Med to klik har TV 2 Fyn kunne oprette en profil på mediet Telegram. Man skal blot oplyse sit telefonnummer, hvorefter man får tilsendt en kode, man skal indtaste. Derefter kan man komme ind i den lange chathistorik med billeder og voldsomme videoer.

Her kan man blandt andet se unge mennesker - med deres fulde navn - der bliver udsat for vold, pigers intime billeder og unge der er i besiddelse af våben.

Flere af videoerne viser unge, der udøver vold mod hinanden. En video af en gruppe drenge på en skole på Fyn, der er i slåskamp mod hinanden, er også blevet uploadet til chatten. Og det er ikke et engangstilfælde. Pigerne tæsker også hinanden, beretter TV 2 Fyn.

- Det taler ind i den digitale kultur, vi ser, hvor der mange steder er meget få restriktioner og ganske lidt moderation af indhold, hvor du stort set kan dele alt, indtil det visse steder bliver fjernet, siger Kathrine Elmose Jørgensen, der er digital medieekspert hos Børns Vilkår til TV 2 Fyn.

I grupperne kan man også købe og sælge puffbars samt sælge sin verificerede NEM-id-konto på DBA, hvis man har sådan en, for 1500 kroner.

- Det er grundlæggende et fællesskab, der er gået i stykker, som ikke er trygt, hvor børn og unge begynder at skabe alliancer på kryds og tværs, hvor nogle bliver udstillet og nedgjort, siger Kathrine Elmose Jørgensen til TV 2 Fyn.

Hos Børns Vilkår oplever de, at grupperne popper op igen og igen med nye navne, så platformene gør langt fra nok for at fjerne indholdet.

Såkaldte sladdergrupper er ikke et nyt fænomen på de sociale medier, men det er blevet taget til ekstremer.

Børns Vilkår fortæller, at man fra andre ’billededelingsmiljøer’ ved, at de personer, der deler sådant indhold, opnår en vis form for status. Der er social valuta forbundet med det, og det kan være det samme, der er på spil i Telegram-grupperne.

- Det er et sygt digitalt miljø, vi er ramlet ned i. Der er en lav moral i de her grupper, når man på den måde profiterer på at efterspørge nøgenbilleder af andre, uden at der er givet samtykke eller videredele videoer af overfald, siger Kathrine Elmose Jørgensen fra Børns Vilkår til TV 2 Fyn.

Børns Vilkår har modtaget opkald fra flere unge, der har set indholdet, og organisationen har siden anmeldt grupperne til Fyns Politi. Politikredsen bekræfter overfor TV 2 Fyn, at den har modtaget anmeldelsen.

Sponsoreret indhold