Krimi2. september 2023

Dreng i stabil tilstand efter påkørsel

En dreng, der kom cyklende i Malling syd for Aarhus, havnede af uvisse årsager på vejbanen og blev påkørt
Drengen, der blev påkørt, er 10 år og bor i Malling. (Arkivfoto). 
Drengen, der blev påkørt, er 10 år og bor i Malling. (Arkivfoto).
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En dreng er i stabil tilstand, efter at han lørdag eftermiddag blev påkørt i Malling syd for Aarhus.

Det oplyser Rene Ludvig, vagtchef hos Østjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.20. Ulykken skete på Bredgade i Malling.

Drengen er 10 år og er fra lokalområdet, fortæller Rene Ludvig.

Den 10-årige blev ramt af en bil, da han på sin cykel af uvisse årsager kom ud på vejbanen.

Han blev efterfølgende kørt med politieskorte til Aarhus Universitetshospital. Tidligere på dagen var drengen i kritisk tilstand.

I første omgang kendte politiet ikke hans identitet, men pårørende har siden henvendt sig til politiet, der nu ved, hvem han er.

Det fremgår af en opdatering fra Østjyllands Politi på det sociale medie X, tidligere Twitter.

Østjyllands Politi har igangsat en undersøgelse, som skal klarlægge hændelsesforløbet, lyder det fra vagtchefen.

Bilisten, der påkørte den 10-årige, har været til afhøring.

Tidligere på lørdagen var det ikke muligt at passere vejen, da politiet arbejdede på stedet. Lørdag aften lyder det fra Rene Ludvig, at vejen er åben igen.

Sponsoreret indhold