Krimi31. januar 2020

Drama på motorvejen: Fødte midt i bilen på vej til Aarhus

Der var ekstra travlt på motorvejen ved Aarhus fredag morgen, for her kom en lille ny til verden
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/baby_9.jpg
 (Foto: MEGA)

Når man ska’, så ska’ man.

Og det gælder tilsyneladende også fødsler.

For i morges fik et kommende forældrepar fra Aarhus-området særdeles travlt, da konen pludselig gik i fødsel et stykke fra hospitalet og midt på motorvejen.

Manden ringede derfor til Østjyllands Politi klokken 08.41 for at høre, om han måtte køre en såkaldt civil udrykning mod Skejby Sygehus.

Det skriver Stiften.dk.

Den kommende far forklarede over for ordensmagten, at han ville køre med en hvid klud hængende ud af bilens vindue netop for at signalere overfor de andre trafikanter, at han havde gang i en civil udrykning.

Manden fik grønt lys og satte så ellers kursen mod hospitalet.

Så langt nåede han dog ikke

Den lille ny ville bare ud og kom således til verden på bagsædet af bilen.

Efter den veloverståede motorvejsfødsel satte mor, far og nyfødt kurs mod Skejby, hvor de nu er landet og i trygge rammer.

- Han ringede en time senere og sagde, at nu var de nået til Skejby. Men barnet var født på vejen. Alle tre har det godt, siger Janni Lundager, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, til Stiften.

Sponsoreret indhold